Hvad er jeg egentlig for en fidus……

Det er ikke så tit, at jeg sådan går helt tæt på mig selv…. Det er i hvert fald længe siden sidst. Det var måske faktisk mest i starten, det vil sige for over 4 år siden, hvor bloggen tog sine første spæde startskridt….

Jeg reflekterer lidt over, hvor meget det at blogge, virkelig har givet mig. Og vores familie. Det har givet mig en platform der er MIN, noget der MIT, og noget som jeg har fuldstændig kontrol over. Et sted hvor jeg har mulighed for både ord, fotos og æstetik. Måske det hele i virkeligheden kommer ud på ‘et, men jeg synes alligevel, at blogindlæg både kan være sat i verden på grund af ordene og på grund at fotos….

Men hvor om alt er, så tænkte jeg, at det måske var interessant for Jer læsere, at vide lidt mere om mig…. Jeg er 36 år…. (her mangler en abe der holder sig for øjnene emoji)… WOW 36, det synes jeg er vildt… Mest fordi, jeg faktisk kan huske min mors 30 års fødselsdag, og faktisk også min fars 40 års fødselsdag, og om ganske få år, så runder jeg selv endnu et skarpt hjørne. Det sært, for jeg synes sagtens jeg kan kommunikere helt på niveau med gymnasiefolket…. (ha læs lige det ord, gymnasiefolket… jeg ER vidst gammel)…. For jeg kan nemlig også sagtens kommunikere med folk på 50+…. Alder er en sær størrelse…. Jeg tager det som det kommer, jeg håber jeg blir rigtig rigtig gammel.

For år tilbage rejste jeg østen rundt med rygsæk sammen med min søde veninde Sofie, idag har vi desværre mistet ret meget kontakt, hun flyttede til Spanien et par år, og er nu bosat i Roskilde…. Men hold op en fed tur…. AT REJSE ER AT LEVE…. Jeg har altid elsket at rejse, hele mit liv har jeg rejst meget, først med mine forældre, efterfølgende på egne ben og i de sidste 14 år sammen med Jesper…. Jeg håber det vil være en stor del af vores liv altid…..

Jesper og jeg er gymnasie sweethearts….. Vi crushede en del på hinanden i hele gymnasietiden, men det blev aldrig rigtig til noget…. Jeg blev student et år før ham, og pludselig var han sgu forlovet med en anden….. Jeg smuttede afsted med rygsækken og glemte faktisk alt om ham…… Forelskede mig sågar hovedkuls i en gammel robinsondeltager…. OMG… hvor dum kan man være….. Men det blev heldigvis aldrig rigtig til noget, og så rendte jeg pludselig ind i Jesper igen. Han brød forlovelsen, og siden har vi ikke været adskilt. Vi flyttede sammen i løbet af ganske få måneder, og jeg ELSKER ham højere end noget som helst andet…..

Vi boede i Vejle i to forskellige lejligheder, indtil vi efter 3-4 år satte en intens husjagt ind, priserne i Vejle tvang os til at kigge længere uden for byen, og pludselig en dag, så tikkede vores lille hvide murstensvilla ind på boligportalen, og vi var solgt. Det tog kun ca. en uge for os, at få det hele på plads…. Undervejs også at blive meget glade for de mennesker som boede der før. Det ved jeg, at jeg har nævnt flere gange. Men Morten og Camilla, som boede i huset før, det er idag vores bedste venner, og dem som står fadder til vores piger…

Siden er begge piger kommet til, desværre ikke helt så let som man kunne have håbet. Vi fandt ret hurtigt ud af, at vi ikke sådan lige kunne få børn på naturlig vis, og startede derfor i fertilitets behandling… Det forløb vil jeg ikke komme længere ind på, det er hårdt og opslidende for humøret og psyken, men lykken var med os, det ved I. Vi har idag de to smukkeste og velskabte piger. Begge er icsi børn…. Helt og aldelels unaturligt skabt, men stort tak til den teknologiske udvikling indenfor fertilitet…..

Hmmmm….. Nu har jeg faktisk allerede skrevet en hel masse, stort cadeau til Jer der stadig læser med……. For jeg tager lige en lille tørn mere….

Da jeg startede bloggen var det i min barsel med Neel, jeg opdagede blogverdenen dengang, og tænkte, at jeg da egentlig også havde noget at byde på…. Jeg startede med at blogge om min store passion den gang, retro og farver….. Vi var midt i en proces fra afskallet svensk hvidt helvede, over til en endnu mere hæslig indretning, med alt for meget orange….. Jeg magter slet ikke de billeder af vores hus fra dengang…. Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg tænkte på….. Men jeg gik all in på det, smækkede tapet op over alt, og fik det ene blomstrede retro betræk ind efter det andet…… Det var en stor bølge, som jeg i den grad hoppede med på… Men bølgen var “heldigvis” ved at uddø på det tidspunkt, så den døde næsten lige så hurtigt som den kom….. Siden har vores hjem undergået vilde forandringer…. Møbel og interiør udskiftninger i lange baner….

Det er også lykkedes mig at blive mindre populær i flere grupper på instagram…. Jeg er typen der altid har søgt inspiration og forandring…. Der var en gang hvor man kun fandt inspiration i bladene, der var klart nok ingen feed back på det, og man kunne udfolde sig i et væk. Det kan man som sådan også idag, men med den store interesse der er kommet for bloggere og instagrammere, så gud forbyde den, som glemmer at linke op til hvor ideen og inspirationen er hentet….. Det er er minefelt jeg i den grad IKKE er lykkedes at bevæge mig uskadt igennem…. Og jeg er helt sikkert ikke den eneste. Idag føler jeg, at det egentlig bare har fundet sit leje, vi skal allesammen være der, og jeg ved at alle holder øje med alle… Men jeg forsøger, det bedste jeg kan, at opføre mig pænt og linke alt hvad jeg kan…..Jeg elsker at inspirere andre, det føles helt naturligt for mig, jeg kan simpelthen ikke lade vær. Mine følgere er med mig… HVER DAG…..

Arbejdsmæssigt er jeg ansat på en lille gren af Vejle Kommune, det er en administrativ stilling på 15 timer, jeg er helt ude af jobcentrets søgelys, jeg er selvforsørgende (det bedste jeg nu kan med 15 timer) og det er fantastisk…. Det har skabt RO….

Da vi for nogle uger siden, var på ferie under sydens sol, der trak min far mig til side en dag, han ville gerne fortælle mig noget. Jeg har tænkt meget over det siden, og bliver stadig rørt ved tanken. Ham og min mor havde nemlig bemærket over lidt tid, at de havde fået deres glade og sjove Louise tilbage, en pige ( ja nu tror jeg igen jeg går i gymnasiet) som har glimt i øjet, har selvværd og trives…. Det er mange år siden de sidst har set den side af mig….. og det er nok også derfor, at jeg ikke som sådan, har haft lyst til at skrive så meget om MIG før….. Det har ikke været så kønt, det jeg kunne skrive, for jeg har virkelig kæmpet med nogle indre dæmoner. At befinde sig så mange år i jobcentrets søgelys, det ER bare hårdt….

Men nu er jeg ude, nu arbejder jeg 15 timer om ugen, har masser af tid til pigerne, jeg har genfundet lysten til bloggen, jeg har snart 21.000 der følger med på Instagram, jeg tror på, at jeg faktisk har noget at byde på…..

Mine små freelance opgaver på bloggen, på Instagram, som location udlejer, det giver mig SÅ meget spændende i hverdagen…. Der er ikke struktur på det OVERHOVEDET, men det er alt sammen noget jeg elsker, noget jeg brænder for. Jeg har virkelig en god hverdag…. NU…