Om at leve et ustabilt stabilt liv….

Overskriften er i virkeligheden meget rammende… For det er præcis sådan mit liv det er. Jeg har læst et par tråde hist og her, om piger som i slutningen af barslen, virkelig sætter sit arbejdsliv under en skæppe. Det rammer mig hver gang at læse det, for det var virkelig de følelser jeg selv stod med, den gang min barsel med Neel var ved at være slut. Jeg husker tydeligt, hvordan knuden i maven bare voksede og voksede de sidste 3 måneder, og jeg havde fuldstændig styr på hvor mange døgn og timer der var tilbage til jeg skulle starte. En tankegang der gjorde mig syg og ulykkelig, og som fik korthuset til at vælte totalt. Da jeg sad omme hos min læge, der nævnte han for mig, at det meget ofte er folk der har været på barsel eller har haft lange ferier, der ender i stolen hos lægen. Heldigvis er det ofte en periode man bare skal igennem, men nogle gange er der bare også behov for at sadle om.

Jeg nåede tilbage på job 1 dag, så blev jeg ringet op af min læge at jeg havde celleforandringer, skulle have keglesnit og det var samtidig med, at jeg faktisk sad på et toilet og græd, fordi jeg bare ikke kunne rumme at være tilbage på arbejde 37 timer.

Dagen efter blev jeg sygemeldt…. At det skulle vise sig og blive en lang sej kamp med både jobcentret, min fagforening og kommunen, før jeg kunne blive løsnet fra min elevplads, det havde jeg aldrig forestillet mig, efter et halvt år endte jeg ude i ledigheden, og følte mig “fri”….. Men ikke særlig længe, for nu ventede kampen i jobcentrets strenge rammer. Jer der har været ledige, I ved helt sikkert hvad jeg taler om, det er hårdt, man føler sig kontant overvåget og kontrolleret. Men samtidig skal vi også huske, at det faktisk er fantastisk, at man i 2-3 år kan være arbejdsløs og være sikret sine dagpenge.

I de her år startede jeg min blog, og for ca 4 år siden kom også Instagram på banen. Langsomt men sikkert har jeg fået skabt mig et liv her, som idag også gør, at jeg kan tjene lidt penge på det. For halvandet år siden var jeg også så heldig, at få min deltidsstilling hos Netværkslokomotivet ved Vejle Kommune, og det er naturligvis det der gør, at jeg kan leve som jeg gør. Og at jeg for 8 måneder siden tjekkede helt ud af jobcentret.

Jeg arbejder nu 15 timer om ugen i min faste stilling, og så har jeg mine forskellige opgaver igennem min blog. Jeg bliver ofte spurgt…. Kan man leve af det? Og hvad nu hvis det pludselig stopper? Og synes du ikke det er noget ustabilt? Bliver du aldrig træt af det? osv osv osv….

Det er mange spørgsmål, så lad mig starte fra en ende…. “NEJ… jeg kan ikke leve af det, men jeg kan leve af det fordi, at jeg også har de 15 timer fast ved siden af. På den måde arbejder jeg fast 3 dage om ugen, og så har jeg altid 2 dage til at lave de opgaver jeg nu har på min egen blog, på dba bloggen, på instagram eller hvad jeg nu har fået af opgaver. Og på den måde, så kan jeg hente vores piger mellem 2 og 3 hver dag. Der er ofte både handlet, badet børn og gang i en leg, når Jesper lander hjemme kl. 4. Det skaber en helt særlig ro for os. Jeg har mulighed for at bytte rundt på mine dage hvis jeg har behov for det i forhold til mine opgaver, jeg kan holde lidt ekstra fri med mine piger, og jeg kan være mig selv.

Og JA… det er faktisk en ret ustabil måde at leve på, for jeg ved aldrig hvilke mails og opgaver der tikker ind i min indbakke, jeg kender aldrig det eksakte beløb der rammer min konto omkring d. 1, men jeg ved, at jeg altid kan betale mine regninger, og vi kan få mad på bordet. Og jeg har en masse frihed, til at være sammen med min familie. Det er sådan jeg trives, og det er det, der skaber stabilitet i vores liv.

Nogle gange JO…. så kunne jeg faktisk godt tænke mig, at trække stikket og ikke være på de sociale medier, men det er sjældent jeg får det sådan, for det er så meget inde under huden på mig nu, at det fungerer som en fast del af min hverdag…. De positive opgaver og oplevelser opvejer klart de negative, og så er jeg naturligvis også blevet økonomisk afhængig af det…… For 5 år siden, der var jeg bare mig, det er jeg naturligvis stadig, Louise med benene godt plantet i den jyske muld, men samtidig en person, som om ikke så længe skal sidde på en scene og fortælle om mig selv, har fået fantastisk oplevelser og opgaver i arbejds øjemed og en skøn og forholdsvis stor portion mennesker, som synes det er sjovt at følge med hos mig. Det er jeg ærlig talt skide stolt af….

Jeg har altid haft en trang til at skulle bo i en storby, København har været mit højeste ønske i mange år, men det er lidt som om, at jeg faktisk ikke har så stor en trang til det længere, jeg behøver sgu ikke bo på Nørrebro, og blive pisse fristet lige så snart jeg sætter benene udenfor min opgang, jeg behøver ikke det pulserende storbyliv i min hverdag for at trives, jeg tror ikke på, at det gør mig mere lykkelig.

Den hverdag vi har idag, den trives jeg virkelig i, og jeg håber bestemt ikke den stopper…. Jeg ved det selvfølgelig ikke, for det er som sagt, en ustabil stabil hverdag….