I min verden kommer man længst med ærlighed, og jeg kan også se ud af mine tal, at Jer som læser min blog, og har fulgt mig over tid, faktisk godt kan li, også at vide lidt mere om personen bag ordene og billederne.
Jeg har skrevet et par indlæg om hvordan min hverdag er, hvordan vi får det til at hænge sammen med den lidt “ustabile” hverdag vi har… Senest har jeg også blogget om, at det nogen gange er sundt også at vise ærligheden bag et billede, og ikke den sandhed man måske håbede der var bag billedet. Og det har været med til, at jeg også vil fortælle lidt om, at der også kan være en bagside på min medalje.
Fra tid til anden bliver jeg angrebet på mig som person, på det seneste er det taget til. Jeg tænker ikke at offentliggøre i detaljer, men det omhandler at jeg fx. skulle være falsk, uorginal og en 1:1 copycat. Det gør naturligvis ondt at blive anskuet sådan, selvom jeg ved i mit hjerte, at det ikke forholder sig sådan.
Jeg er ikke den eneste der oplever det her, det ved jeg godt. Jeg har set det dukke op på flere forskellige blogs og instagram profiler over årene. Ofte handler det nok om, at når man rammer en vis størrelse… Nu skal jeg ikke til at gøre mig til hverken dronning eller kendis. Men jeg ved jo også godt, at før de sociale medier, var der lidt færre der kendte til min eksistens i en lille midtjysk by, end der er nu…. Og når man vælger at være offentlig, så skal man også kunne ta sine tæsk.
Og det gør jeg så også…. De fleste råd jeg får lyder på, at folk som gemmer sig bag “anonyme” profiler og mailadresser, oprigtig talt bare opfører sig som små børn, der søger efter en konflikt, og de bliver ved indtil de får noget respons, som de kan lave endnu mere ballade over, får de ingen respons, så går det gerne over igen…. Og jeg har heller ikke lyst til at gå i dialog med det her menneske. Jeg ved jo selv godt hvem der er, IP adresser er heldigvis meget afslørende, men jeg har lyst til at fortælle lidt om, at der også kan være en bagside ved den her medalje.
Jeg føler mig heldig, det gør jeg virkelig, den hverdag vi har fået skabt, den elsker jeg. De ting vi igennem min profil skal opleve i år, det overstiger alle de drømme og ønsker jeg nogensinde har haft for det her. Jeg kniber mig ofte i armen, for at tjekke, om det er virkelighed…. Og det er det….
Jeg er bare også nødt til at sige, at man skal kunne modtage de her “shitstorme”… Jeg går ikke og gemmer det her, jeg taler naturligvis med folk om det, og jeg har også rådført mig ved advokat. Hvis jeg får flere beskeder hvor man kalder mig syg i hovedet, så har jeg faktisk loven på min side…. Men det er slet ikke her jeg ønsker det skal komme til, jeg forsøger bare endnu en gang, at lade stormen ride sig af, men samtidig gøre opmærksom på, at jeg lever i det, og det egentlig ikke er særlig cool.
Selve issuet, som jeg også har oplevet før, copycat og hvad jeg ellers er blevet kaldt, ja…. Det er jeg heller ikke den første der er blevet kaldt. Sådan er det bare når man lander inden for samme område i stil. De mennesker der indretter sig meget med hay og kubus stager, deres profiler har jeg da også super svært ved at kende forskel på, det være sig også dem som “lever” i forskellige # som fx #slowliving eller #seekthesimplicity…. De profiler er fantastiske, jeg elsker dem, men jeg kan ikke, når jeg scroller igennem dem, overhovedet se hvem der er hvem i de her billeder. Og sådan kan jeg blive ved…. Selv befinder jeg mig også i en kategori. Jeg ved ikke præcis hvad jeg skal kalde den, men den er hverken unik eller privat eller hemmelig, jeg har valgt at vise stort set det hele, og jeg ser virkelig mange der også griber ideer fra mit hjem, ligeledes som jeg, griber ideer og opstillinger, fra folk der bor i stil med mig. Sådan er det, og sådan vil det altid være….
Jeg behøver ikke modtage en masse heppekor, ej heller hadebeskeder til det her indlæg, men jeg vil gerne høre din mening til, hvordan du ville tackle de her oplevelser. Som faktisk ikke føles særlig rare. Jeg er jo bare lille mig, nogens mor, som har valgt at være offentlig med lidt af mit liv…..
Jeg er sikker på jeg ikke er den eneste der oplever det her… Lad os istedet bryde tabuet og bevare den gode tone, som Instagram og blogs i virkeligheden var tiltænkt.
Rigtig dejlig søndag til Jer.
7 Kommentarer
Anne
7. februar 2016 at 11:29Modigt indlæg, vigtigt indlæg! Elsker din stil, og bliver super inspireret af den… og af mange andre lig den;)
Marina / cand.mor
7. februar 2016 at 13:41Jeg ved ikke, om jeg synes, at når man er offentlig, “så skal man også kunne ta sine tæsk.” Synes da egentlig, at man skal opføre sig ordentlig og holde igen med de tæske, om de er verbale eller fysiske. Fysiske tæsk tolererer vi jo ikke, hvorfor så de verbale?
Maja
8. februar 2016 at 12:14Ja, det er lige præcis en rigtig vigtig pointe, Marina, som jeg er enig i!
Hvor er det bare ærgerligt, at folk skal være nedladende og køre hetz på dig, Louise, og andre. Mit spørgsmål til dem er bare; Hvorfor?! Jeg forstå simpelthen ikke en voksen persons motiv til at overøse andre med deres egen galde? Hvorfor ikke i stedet tænke, at her på denne profil/blog gider man ikke være, så man bare stille og roligt lister videre?
Og ja, tænk sig, at de måske også er nogens mor og med håbet om, at deres børn heller aldrig skal opleve yderst nedladende kommentarer og grusom mobing, og så sidder de selv og gemmer sig bag skærmen og er i gang med lige præcis dét!!! Sikke en vej at vise sine børn… :-/
Lidt etik og etikette ville være på sin plads, og jeg håber, at vi alle kan være med til at lade de negative få mindre plads, når de dukker op…
Jeg har altid været vild med både dine billedfortællinger og skrevne tankeord og har næsten fuldt med fra bloggens start, har ikke instagram og “kender” dig derfor kun herigennem.. Uanset får du altså lige et virtuelt kram med på vejen herfra! <3 Fandme ikke i orden det der, du har været udsat for!
Maja
Conner✩s Nest ♥
Marianne
7. februar 2016 at 17:48Du har en skøn blog og flotte billeder på Instagram. Når man er bolig interesseret og klikker rundt mange steder, ja så er det uskønt at se voksne mødre kvinder lægge op til splid i deres skrevne ord. Og meget gennemskueligt for os der kigger med flere steder. Sikke forbilleder de er for deres børn- er min tanke
Helena
7. februar 2016 at 18:22Dejligt du igen tør vise og fortælle et ærligt indlæg. Det gør jo netop at man tydeligt kan se, at du Ikke er ligesom mange af de andre bloggere.
Tak for det.
Cecilia Arias
7. februar 2016 at 21:31Apreciada Louise, me encanta todo su trabajo, es usted una inspiracion para mi, recuerde que siempre habrá gente amargada y envidiosa; como dice EL QUIJOTE: Sancho, si los perros ladran es que vamos adelante. Usted siga adelante su trabajo es fantástico, y como decimos aquí en España: a quién no le guste “dos piedras”
Stine
8. februar 2016 at 21:15Jeg har ikke selv oplevet det, da jeg bare har en indtil videre lille blog, som faktisk netop er lidt anonym, som det er nu.
Jeg undrer mig dog virkelig over folk behov for at ytre sig på disse måder. Hvorfor har man behov for at svine andre mennesker? Og ville man gøre det, hvis man stod ansigt til ansigt med dem eller er det bare fordi, det er så dejligt nemt online? Synes det er super dårlig stil og egentlig vildt underligt. Er man uenig i noget, kan man sagtens ytre det på en ordentlig måde. Det andet er SÅ barnligt efter min mening.
Jeg kendte forresten ikke din blog før nu – da en bekendt delte dette indlæg på facebook – men jeg kan da se, at jeg sagtens kan komme her forbi igen 🙂