Husk minderne…. Og nyd dine nære mens du har dem…..

Jeg ser et program på TV 2 i øjeblikket, “til døden os skiller”. Det program har virkelig sat mange tanker igang i mit hoved.

Det er et meget rørende program, og det som specielt berører mine følelser er, at man glimtvis får vist gamle billeder af fester og gode stunder som de ældre mennesker har haft igennem livet. Jeg synes det er SÅ vigtigt, at man netop husker at se på de fotos, at man husker når man står med et ældre menneske. At det faktisk ikke er den gamle dame, som ikke længere selv kan gå på toilettet, ikke længere kan spise sin mad, måske ikke længere kan kende sine nærmeste. At det ikke er den person man har foran sig, at det er et helt menneske, som har haft et liv, som har sat sit aftryk her i verden, som har været nogens barn, siden nogens forældre, har arbejdet, har festet og haft en dejligt liv.

Jeg bliver utrolig rørt under sådanne udsendelser. At se ægtefæller der simpelthen mister hele sin eksistens i sine sidste år, og hvor partneren næsten også mister sin, fordi man har sagt ja til “i medgang og modgang”, fordi man elsker sin partner, og fordi de naturligvis stadig ser det menneske, som de faktisk forelskede sig i. Men som ikke rigtig længere er den de bor sammen med.

Eller hvordan kroppen har sagt fra, hverdagens gøremål er blevet for omstændige, og man man må sige farvel til det hus, som man har boet i det meste af sit liv.

I mit eget liv har jeg oplevet at miste både min morfar, og min farmor. Min morfar mistede vi hurtigt, han døde af kræft, og det var kun ca. 3 måneder fra vi fik beskeden, til vi ikke havde ham mere. Det var slet ikke til at forstå, alt for ung og midt i sine bedste pensionsår. Ham og min mormor havde så mange flere ting de gerne ville have nået sammen, jeg savner ham stadig meget, og tænker ofte på, hvor meget han ville have elsket at opleve sine oldebørn og alle de ting vi har nået med vores hus.

Min farfar har jeg aldrig mødt, så ham har jeg svært ved sådan at savne, men ifølge min far, der var han fantastisk, og jeg ærgrer mig over, aldrig at have oplevet ham.

Min farmor fik en hjerneblødning, og blev dårligere og dårligere, det var en langsom og rigtig trist måde for hende, hvorpå hendes liv skulle slutte. Hun havde boet hele sit liv i Skive, hende og min farfar havde med håndkraft selv gravet ud til deres hus, og havde efterfølgende boet der hele deres liv sammen.

Efter hjerneblødningen var hun ikke så stabil længere, og min far fik hende flyttet til Vejle hvor vi boede. Her fik hun egen bolig, og boede der i næsten 10 år. Jeg forstår naturligvis godt, at hun måtte her ned, min far var enebarn, og der var kun ham til at “tage sig af hende”. Men hun oplevede præcis det, hvor man måtte sige farvel til sin by og sit hus, som man havde kendt hele sit liv. Som årende gik, måtte hun have mere og mere hjælp, for til sidst at ende på plejehjem, og ikke rigtig vidste hvem vi var. Det var en trist proces for både hende og os.

På billedet her under ser du et gammelt fodboldbillede af min far, han er nr 2 fra venstre på forreste række. Min far ELSKER at fortælle om den her tid, om hans unge dage og alt det han oplevede som fodboldspiller. Jeg tager ofte mig selv i at trættes lidt af de mange historier, men samtidig river jeg mit selv i ørene, og minder mig selv om, at hvis ikke han fortæller det, så ved jeg det jo slet ikke. Og pludselig en dag, så er han her ikke mere til at fortælle det….. Puha, nu trækker jeg vejret…. nu bliver det her indlæg faktisk hårdt for mig at skrive…..

Men jeg vil så gerne give en lille opsang til Jer der ude, og mest at alt minde mig selv om, at livet kun er til låns…. Facebook deler minder med mig hver morgen, og allerede nu ser jeg fotos af mine små baby piger, og tænker…. SHIT…. jeg fik da slet ikke det hele med, gjorde jeg??

Et indlæg der stak i mange retninger, som jeg kunne skrive meget meget længere…. Men lige nu slutter jeg det af med et opråb……

NYD DET NU DET SATANS LIV……….

Her over ser du min skønne morfar, og min mor 🙂