Er det OK at være glad for noget man har arvet???

For ganske få dage siden, var det præcis 2 måneder siden min mormor gik bort. Det har været nogle meget omtågede måneder rent følelsesmæssigt. At bearbejde sorg er en mærkelig størrelse, og vores påskefrokost i år, var vores første familietradition uden hende. Det var mærkeligt…. Det var mærkeligt at dække op til en mindre, det var mærkeligt at tænke “nu skal jeg lige gøre lidt ekstra ud af blomsterne, for det elsker min mormor”… For så kort tid efter at konstatere, at nårrrr nej, det kommer hun jo slet ikke til at se….. Vi savner hende, pokkers meget….. Jeg savner i det hele taget det, at have en bedsteforældre. Hun var min sidste, og det føles bare helt forkert…..

Hvor om alt er, så er det jo en realitet, og hendes smukke hjem er nu endelig opgjort mellem arvingerne (min mor og hendes bror). Det føles ubeskrivelig underligt, hvordan et hjem, som to dejlig mennesker har samlet og bygget op i over 60 år, nu pludselig bare stod forladt og ventede på at blive delt…. Det er følelsesmæssigt rigtig hårdt at være i, på alle måder.

I den her weekend er hjemmet blevet frigivet, og vi har idag hjulpet min mor med at hente de fleste af de ting, som er tilkommet hende….. Min mor har givet os 2 af min mormor og morfars 4 smukke gamle Y-stole af Wegner. De er flyttet ind idag, og det føles simpelthen så mærkeligt.

Jeg har vidst i nogle uger at de ville komme, og jeg har naturligvis også glædet mig til at se dem i vores hjem…. De fleste af jer vil vide, at jeg gentagne gange har skrevet om, hvor lykkelig jeg var da vi fik vores første Y-stol. Mest fordi den simpelthen bare minder mig om barndom og min mormor og morfar. Hvordan min morfar altid værnede om det gode danske design i træ, og at jeg bare vidste, at han ville ha elsket at se hvor stor pris jeg også sætter på den slags møbler idag. Jeg havde håbet så meget, at de selv kunne have siddet i dem til de var over 100 år gamle, at de aldrig skulle have været hjem til mig at bo. Men nu er sagen jo desværre sådan, at hvis ikke de kommer til mig, så bliver de solgt, og det skal naturligvis ALDRIG ske. Så jeg har glædet mig en lille smule til at få dem hjem, tænkt hvordan det ville se ud her, nu hvor vi har hele 4 styk. Det skal prøves lidt af kan jeg mærke, hvordan det sådan i praksis skal stå…. Men Smukt, det er det bare….

Mens jeg skriver dette, så bliver jeg berørt, det gør jeg virkelig, og det vidste jeg, at jeg ville blive….. For det er underligt. På en lille bitte måde, så glædede jeg mig til at få dem hjem, jeg spurgte min mor forleden “er det ok at man glæder sig lidt til de stole”….. “ja for søren, det må du i hvert fald” sagde min mor….. Men samtidig mærker jeg også nu, hvor ondt det alligevel gør, nu hvor hele lejligheden skal tømmes, og hele deres hjem spredes for vindende……

Men vi har taget afsked, på den bedste måde vi nu kunne…. Og det er derfor også ok, at vi nu værner og passer på de ting, som det er blevet muligt for os at beholde….. Jeg håber min mormor og morfar sidder der oppe og er glade, fordi de nu ved, at 2 af deres stole nu værnes om en i “ny” lille familie og bliver hos os for ALTID.