Vågnede idag med ondt i maven på Neels vegne….

Puha…. Sikke en søndag morgen…. formiddag…. weekend i det hele taget. Både Jesper og jeg har haft ondt i maven hele weekenden på Neels vegne.

Idag, i eftermiddags, der var der nemlig meldt ud, at vi på forældreintra ville få Neels årgang sendt ud. Altså hvilken klasse hun skulle gå i, og med hvem.

Jeg har aldrig skrevet om det før, men idag kan jeg mærke, at jeg godt vil åbne op for den oplevelse vi havde da Merle startede for 3 år siden. Det var en helt forfærdelig første skoledag for hende, og for os, og den første uge er jeg ikke helt sikker på hvordan vi overhovedet kom igennem…..

På den skole vores børn går, der ved man på forhånd INTET om, hvem man kommer til at gå i klasse med de næste mange mange år. Det får man først at vide den aller første dag. Eller det gjorde man i hvert fald den gang, i år fik vi så en melding på forældre intra her dagen før. Og hvordan de gjorde sidste år, det har jeg ikke helt styr på.

Men den gang, der foregik det således, at hele den kommende 0 årgang sidder på gulvet i en stor sal, og så starter en lærer til den første klasse ellers med at læse en klasse op. Når deres navn er blevet råbt op, så går de op til læreren, og når klassen er fuldendt, så går man ud af salen og over i den klasse man så skal være. Da jeg blev opmærksom på det var sådan det skulle foregå, der fik jeg en stor knude i maven.

Vi stod der, ude i siden, og så Merle sidde inde i midten på det her gulv, hun sad selvfølgelig sammen med sine veninder, og de sad spændte og ventede….. Det viser sig så, at ALLE Merles veninder har rejst sig op, og er gået ud af salen da den sidste klasse, som Merle skal gå i, bliver råbt op. At stå der som forældre, og se lille Merles ansigt, da hendes veninder ‘en efter ‘en gik ud af salen, det gjorde SÅ ONDT….. Der var ikke ‘en eneste pige fra hendes børnehave tilbage i klassen hun skulle gå i. Merle legede godt nok meget med drenge den gang, og dem var der nogle stykker af, men alligevel, ikke ‘en pige var der tilbage. Hun så meget betuttet ud, og da vi kom over i klassen med hende, så vender hun sig rundt og kigger på Jesper og mig “Mor, jeg tror jeg skal til at finde nogle nye veninder”….. Jeg kunne slet ikke være i det, gud hvor var det dog forfærdeligt…… Efter første time møder vi de andre forældre ude på gangen, forældre til de piger som Merle plejede at lege med, de var glade og højt talenede, for deres børn var jo kommet sammen…. mange kommenterede dog “det var da mærkeligt med Merle hva?”…. Og ja, det var sgu godt nok mærkeligt….. Jesper og jeg tog selvfølgelig lyn hurtigt action på det, og i løbet af ugen, der lykkedes det også, at flytte hende ind i en anden klasse, hvor der i det mindste var et par stykker hun kendte….. Vi fortalte ingenting til hende i løbet af ugen, forsøgte kun at skabe positiv stemning for hende, og ikke gøre hende opmærksom på, at der måske var mulighed for hun blev flyttet.

Men da vi fik endeligt besked, at fra fredag morgen kunne hun flyttes til 0.C, der fik hun det at vide af en lærer henne på skolen…. Jesper og jeg står ved siden af, og det første Merle gør, det er at hun falder den her lærer om halsen og siger grædende “tusind tusind tak”……. Her går det op for os, hvor MEGET det alligevel havde fyldt i hende, hvor meget hun hele ugen selv  havde forsøgt at holde humøret højt, men hvor meget hun virkelig gerne ville ind og være sammen med de piger hun alligevel kendte i forvejen.

Her i byen starter man i brobygning ca. 3 måneder før sommerferien, og man skulle jo mene, at de her opdager de relationer vores børn har med sig, og som de skaber i løbet af perioden på tværs af børnehaverne….. Men i Merles tilfælde, der havde de simpelthen glemt at kigge på hendes pigerelationer, og derfor endte det som det gjorde. Nogen forældre ville måske have tænkt, det klarer mit barn i stiv arm, så lærer hun nogle nye at kende. Og det kan sikkert også godt være, at alt var gået godt med tiden. Men vi er vel alle enige om, at vi på vores barns vegne, bare ønsker at første skoledag skal være en succes. At det super glade og stolte barn man går afsted med, også er et lykkeligt barn man har med hjem. Og det havde vi ikke…. Hun var ikke glad, før ugen efter, hvor hun startede i den anden klasse, og havde nogen hun kendte.

Vi har naturligvis i Neels brobygningstid, gjort meget opmærksomme på, at vi ikke ønskede sammen seance opstå igen, at vi rent faktisk meget gerne ville opleve en positiv første skoledag, og opleve et glad og lykkelidt barn, som kan bruge sit krudt på at studere alle de nye indtryk…. Men med sin sikkerhed på sidelinjen, i en eller to af de veninder hun nu har haft i næsten 4 år.

Idag kom den så…. den der BIB lyd på telefonen, at der var klasselister på forældreintra….. Jeg tager min telefon, og kan bare mærke mit hjerte hopper og banker, shit…. Det her fylder virkelig meget for mig kan jeg mærke. Jeg gik og støvsugede, og så beskeden bibbe der på bordet. Jeg smed den straks fra mig, og åbner den med bævrende hænder….

Jeg læser og læser navnene i A, og B og først i slutning af C står Neel, og heldigvis i samme klasse, der står veninderne….. Og så græd jeg, løb grædende ud til Jesper, som blev næsten lige så rørt. VI måtte nykke om hvem af os der skulle fortælle det til Neel, for vi havde ikke styr på følelserne nogen af os….. Hun blev naturligvis glad “det var lige som jeg ønskede mig” siger hun, “og hvad klasse skal jeg så gå i?” spørg hun…. Og det kunne vi så også fortælle.

Nu sidder vi så her, med en slags feststemning i huset, god aftensmad vi netop har afsluttet, og et barn der sover med skoletasken ved siden af sig…. Vi glæder os allesammen helt vildt til imorgen. Desværre sidder der nok nogle, som ikke har det så sjovt, som har et barn der er ked af det, og som ikke glæder sig til imorgen. Nogle forældre der nu skal til at bøvle med pædagoger og lærere, om at få deres barn flyttet sammen med en fast veninde eller kammerat. PUHA det er svært, og jeg har ingen ide om hvordan det foregår på andre skoler. Men det her, det har i hvert fald givet mavepine i vores lille husstand her i weekenden…. Og jeg vil også tillade mig at være glad den her gang, for vi synes ærlig talt vi har taget vores tørn på det her emne.

Kære læsere, jeg antager, at der både er mødre til skolebørn og lærere der læser med her, hvordan foregår det på jeres skoler, kan det virkelig passe, at man gør det på den her måde…. At man på ingen måde kan forberede børnene på de klasser de skal i lidt før? Jeg håber i hvert fald ikke, at der er nogen der holder sig til den metode, hvor man sidder og ser sine veninder gå ud af døren en efter en….. Jeg synes simpelthen det fjerner AL glæde ved den første skoledag….

Jeg er ikke oven ud begejstret for den her skole i forvejen, og vi rumsterer også med tanker for fremtiden rent skolemæssigt, men lige nu, der synes vi også det er svært at flytte pigerne ud af deres forholdsvis trygge rammer….. De tanker må der blive plads til en anden dag….

Men jeg er spændt på at høre responsen fra jer….