Om at føle sig rigtig….

Min blog har taget mere og mere indtag i mig, min person og min hverdag. Ligeledes min Instagram selvfølgelig, men de to ting hænger efterhånden sammen som ‘en for mig.

Jeg har berørt emnet før, fordi det der med at skabe venner og bekendskaber igennem det netværk som fylder så meget, det er tit virkelig dejligt, fordi man har så meget til fælles, man kender hinandens bagland, og man har bare lige sprunget de gængse første led over, når man mødes første gang. Man ved hvad børn og mænd hedder, hvad man laver ved siden af de sociale medier (hvis man altså ikke er fuldtidsblogger) og man kender ligesom stilen den her person har kørende.

Men for mig, der er det bare ret svært, at holde et tæt bånd til dem, som er ligesom mig, for vores bopæl gør, at jeg tit hænger sådan in between hvor mine med kollegaer befinder sig.

Jeg tager toget til København så ofte jeg kan, og jeg er også virkelig tit i Århus, men det er bare ikke det samme, som dem der kan mødes over netværkslunch hver eneste uge.

I starten generede det mig, og jeg synes jeg følte mig udenfor…. Overvejede til dels, om jeg overhovedet havde noget at byde på her midt i den jyske muld.

Men jeg er kommet frem til, at det har jeg altså, og folk gider godt læse hvad jeg skriver og de gider også godt se, hvor mange vægge jeg maler, eller hvad vi flytter rundt på. De gider også godt inspireres af pigernes stil og indretning…. Jo, jeg er okay godt med på hvad der rør sig, og jeg flytter mig efter det.

Men endelig, er det også lykkedes mig, at føle mig hjemme og rigtig her i byen hvor vi bor. Eller i hvert fald føler jeg mig tryg og ok i at bo her…. lige nu…. Det har taget lang tid, og jeg har været klar til at rykke teltpælene op hver eneste uge de sidste mange år.

For nogle år siden tog jeg initiativ til at invitere nogle mødre fra Merles klasse, nogle mødre som jeg så mig selv sammen med, men selvfølgelig også som jeg føler Merle har et netværk med. Og det skulle vise sig, at være det bedste jeg længe har gjort. De her 4 damer mødes jeg nu fast med hver anden måned ca. og yderligere er vi nogle stykker begyndt at gå lange ture sammen.

Jesper har altid været meget bedre til at integrere sig end mig, og hans kreds af mennesker og aktiviteter er derfor meget større end min. Vi er også meget forskellige på det punkt. Jesper har slet ikke det samme behov for at være sig selv som mig, og det gør også, at han meget hurtigere hopper med på sociale tiltag. Jeg er pokkers introvert. At være sammen med mennesker i mange timer af gangen, det dræner mig fuldstændig. Men sådan har jeg altid været, og jeg har også lært at leve med det.

Damerne her har dog gjort, at jeg nu endelig føler mig HJEMME i min egen by, at jeg føler et tilhørsforhold til arrangementer på skolen, at jeg gider møde op til forskellige ting her i byen, fordi jeg ved, at jeg nu har et sted hvor jeg “hører” til, en gruppe vi er en del af.

Det sjove ved det er, at ingen af dem hverken blogger eller bruger instagram, et par stykker af dem ved knap nok hvad det er. Så det her med at spare og netværke på det her område, det kan jeg ikke, men jeg er MIG, jeg er bare Louise, mor til Merle og Neel, gift med Jesper og administrativt ansat på deltid.

Nogen gange er det lidt forpustende at navigere rundt mellem de her to verdener. Specielt i den del af den, hvor folk ikke rigtig ved hvad det er. Jeg læste Marie Jedigs indlæg her til morgen, hun er pisse sej, jeg elsker hendes stil og hendes blog…. Hun gør det bare rigtig godt….. Jeg er på INGEN måde i nærheden af at være hvor hun er, det skal man ikke tro. Men hendes indlæg ramte mig alligevel, fordi jeg godt lidt kan relatere til den der feeling man møder, når man prøver at forklare hvad man laver. For nogle giver det simpelthen ikke mening…. og så kan det være rigtig svært at forklare, hvordan man med tiden har fået oparbejdet et “talerør” som der faktisk er nogen der gider at læse. At virksomheder synes det giver mening at betale mig, for min mening.

Jeg får stadig en del henvendelser, fra folk som gerne vil vide hvordan jeg er landet i den niche som jeg er….. Hvordan jeg kan tillade mig “kun” at arbejde 15 timer i et administrativt job, og så ellers blogge og være mor i resten af tiden. Det har indtil nu taget mig 6 år at nå her til…. Så det var ikke sådan en ting der bare landede ned i skødet på mig og kom over night. Jeg har faktisk arbejdet rigtig meget på at opretholde interessen for mit univers. Min konstante forandring og udvikling af profilen stopper aldrig. Det er en ongoing proces, og jeg elsker at være i det….. Men samtidig, så er det også helt cool bare at være her i Hedensted, at have fundet de dejligste piger, som er med til at give indhold i den hverdag, som jeg befinder mig aller mest i….. Det har taget lang tid, men det føles endelig rigtigt, at være lige præcis her, lige nu.