Om at være første “mand” på et ulykkessted…

Foto er lånt på google

Igår aftes havde jeg og en kollega en oplevelse, som jeg sådan stadig har siddende i kroppen…. Og så er det ofte rigtig godt, at sætte sig ned og få det formuleret.

Hele dagen igår var jeg at finde i Middelfart, hvor årets store Ordblindemesse 2017 blev afholdt. Min arbejdsplads – Netværkslokomotivet – var en del af medarrangørerne, og min aktivitet på selve dagen var selvsagt nok at fotografere…. Efter en meget veloverstået messe, var min kollega og jeg på vej hjem omkring kl. 20.00. Og pludselig, næsten foran os, ser vi nogle lys der farer frem og tilbage på tværs af motorvejen. Det er faktisk virkelig svært at se hvad der sker, men lysene ender ude i siden, bedst som vi passerer. Jeg når at sige højt “skal vi stoppe”…. “JA”, siger min kollega, og jeg svinger derfor øjeblikkeligt bilen ind i nødsporet. Jeg ved selvfølgelig godt at jeg skal stoppe, men når man pludselig står i det, så ryger der underlige ting ud af hovedet på en. Min kollega skynder sig ud og løber hen til bilen, som viser sig at have en meget stor trailer bag på. Det er traileren der er kommet i udsving, og på den måde tvang bilen med rundt 360 grader af flere omgange. Det var derfor virkelig svært at se hvad det var der foregik foran os. Heldigvis er føreren af bilen uskadt, men selvsagt chokeret.

Min kollega får ringet efter politiet, og en stor taxa er holdt ind lige bag ulykken, og sørger derfor for, at trafikken kører uden om ulykken. Bilens lygter er nemlig smadret undervejs, så den stod og fyldte hele det inderste spor, men var stort set helt sort i forhold til at det var mørkt på det her tidspunkt.

Føreren af bilen var en kvinde, måske lidt ældre end mig, og hun havde faktisk svært ved at fornemme hvad der var sket. Men vi kunne se på autoværnet, at hun i den grad havde ramt det, og bilen havde fået sig en ordentlig tur. Kvindens mand havde kørt længere fremme, og var derfor nu på vej tilbage af motorvejen, selvfølgelige først da han kunne køre af, og komme ned igen…. Da han ankommer kan vi se der sidder to små børn på bagsædet af hans bil, han har også en stor trailer på….. Og min første tanke var, gud ske tak og lov for, at de to børn ikke var med i denne bil….

Vi bliver indtil politiet ankommer, det skal man når det var min kollega der havde ringet 112, faktisk tog det overraskende lang tid, ved ikke om det er fordi vi fortalte der ikke var personskader, men vi synes alligvel, at bilen hold ret farligt på motorvejen, det var mørkt og der var meget trafik….. Man stod faktisk lidt og frygtede der ikke skete mere. Men både taxaen og min bil havde katastrofeblink på, så vi håbede naturligvis, at folk kunne se de skulle køre udenom.

Vi stod der nok en halv times tid alt i alt. Politiet og falck ankom, min kollega fik afgivet forklaring igen, og vi fik lov til at køre hjem….. PUHA…. sikke en oplevelse. Der kom mange tanker…. I virkeligheden, så ved man faktisk ikke hvad der møder en, når man nu er først ankomne på stedet, hvordan ville man have tacklet det, hvis det havde set meget anderledes ud?…. Jeg kunne også have kørt en smule tættere på, og have været igang med at overhale hende, hvis jeg havde været ganske få meter tættere på, så havde bilen slingret direkte over i os, som højst sandsynligt havde mere fart på, end hende med trailer…..

Nu skete der ingenting, ud over på bilen og traileren. Og den stakkels kvinde er nok også pænt chokeret. Men det satte alligvel et lille spor i mig, nogle få tanker af “hvad nu hvis”….. Og hvad hvis man havde mødt noget helt forfærdeligt…..

Nej, lad mig med dagens indlæg hylde en skøn og solrig onsdag, hvor alt var godt, børnene glade, familien samlet over spaghetti med kødsovs og alt var fuldstændig som det skulle være.

Må I nyde jeres aften og passe på hinanden.