Indeholder reklame da vi er inviteret på pressetur
Et vaskeægte cyber postkort, direkte her fra de kolde norske fjelde Hovden. Her er fantastisk, og vi nyder det i fulde drag. Sådan en miniferie kan anbefales til alle, både for dem der ikke er så kyndige på ski, og dem der bare suser der ned af.
Vi ankom i tirsdags, efter at have sejlet fra Hirtshals til kristiansand med Colorline, turen tager ca. 3 timer med færgen, og så har man yderligere godt 3 timer i bilen, før man rammer Hovden i Norge, hvor vi befinder os netop nu.
Vi bor på Hovden Resort, som er lejligheder i virkelig høj standard. Man har mulighed for selv at medbringe alt sin mad, eller man kan benytte sig af den tilhørende restaurant på hotellet. Det er et meget familievenligt sted, med skiløjperne kun 5 min i bil her fra.
Alle lejligheder har terrasse eller altan med udsigt – måske har i netop set min lille rundvisning i stories på instagram idag – Der er gratis parkering udenfor hotellet, eller mulighed for parkering i carport mod betaling. Kort sagt, du vælger helt selv, hvilken slags ferie der passer bedst til dig.
Vi har valgt selv at medbringe mad, vi har det sådan, når vi kommer trætte hjem ude fra pisterne, så er det super dejligt, at man bare kan dejse om i nattøj og hygge sig i egen lejlighed. Men sådan er man jo top forskellige, så derfor er dette sted helt essentielt, da man som sagt, også kan gå til et veldækket bord hver eneste aften.
Vi havde medbragt spaghetti kødsovs til den første aften, hvor vi ankom lidt sent, og så har vi tilberedt kylling/kartoffelsuppe til onsdag og torsdag, og så er vi så heldige, at vi er blevet inviteret på restaurant inde i Hovden imorgen…
Men I kan tro vi nyder det… Jeg havde jo frygtet det her med skiene en lille smule, og jeg skal ærligt også indrømme, at benene rystede en del under mig, da jeg fik dem på igår morges. Jeg havde 100% glemt alt om, hvad jeg havde lært sidste gang. Og så alligevel ikke, for jeg var dog med på børnebakkerne sammen med pigerne som det aller første, ploven indtog jeg omgående, og så var jeg næsten tryg i det…. Pigerne blev afleveret på skiskole, og deres skilærer Helle, en sød dansk pige, tog sig fantastisk af dem. Så da vi mødtes med dem igen, var de allerede bedre end sidste gang vi forlod Norge for 2 år siden. Idag har de også været afsted halvanden time i morges, de har virkelig fået fart på nu, jeg beundrer dem, mine seje små tøser….
Det var meningen, at Jesper skulle forsøge at lære mig at svinge lidt mere fra side til side, men det er som om, at det kan mine ben simpelthen IKKE, så jeg har affundet mig med, at jeg er 100% i plov, og så er jeg ellers med…. Det går på ingen måde særlig hurtigt, men jeg er med, og jeg ser min familie på ski og jeg elsker det…..
Sidst på dagen igår, valgte jeg så at trisse retur, så de andre kunne udfolde sig lidt mere. Jeg ved jo godt, at jeg forsinker dem lidt i tempoet, men det er sådan det passer for os, og så deler vi os når vi kommer lidt hen på eftermiddagen. Jeg stor nyder jo også naturen, og at gå ture, så turen ned fra pisterne har jeg også elsket – på gåben. Idag var jeg endda så heldig, at solen skinnede hele vejen hjem. Det var en helt særlig følelse at gå der, med meterhøje snedriver i siden, solen skinnende i ansigtet, velvidende at mit guld nød timerne på toppen og jeg nød naturen.
Min mand, han er helt i sit es, han suser rundt der ude, åh hvor han nyder det, og jeg nyder at han nyder det. Men samtidig erkender jeg naturligvis også, at jeg aldrig bliver ski entusiast, ikke at jeg ikke godt gad jeg var det, men jeg har ikke rigtig modet til at kaste mig mere ud i det, end sådan som det er lige nu.
At være på skiferie, har aldrig været noget vi har gjort i min familie, jeg har aldrig fået det ind under “huden” som barn, og jeg har altid bare sådan fejet Jesper lidt hen, når han har talt om, hvor fantastisk det er. Men jeg forstår ham nu, det er virkelig en speciel måde at holde ferie på. En meget aktiv ferie, en ferie hvor man er meget sammen, meget træt, på den fede måde og rød i kinderne det meste af tiden. Til alle jer, som aldrig har prøvet, kan jeg kun anbefale at kaste sig ud i det, I vil helt sikkert ikke fortryde det….
Tiden flyver afsted, og allerede lørdag vender vi snuden mod Danmark igen, men imorgen har vi en hel dag mere på ski, og så skal vi på kanetur sidst på eftermiddagen, det glæder jeg mig virkelig til :-)…
Nu vil jeg nyde de sidste dage, og så vender jeg retur med en opsamling på skønne Hovden, når vi er retur igen.
HEISANN
Ingen kommentarer