Et af de der personlige indlæg….

Det er sådan ca. et år siden, at jeg postede et indlæg, om hvordan mit helbred nogen gange skranter lidt. Jeg kan huske, at jeg dengang var meget usikker på, om det var noget jeg sådan havde lyst til at dele med jer, men samtidig, så synes jeg også, at det er med til at gøre mig til et menneske, med til at gøre min profil mere ærlig, og med til at vise, at vi alle sammen har vores at tumle med.

Grunden til, at jeg tager det op igen, er til dels, at jeg har flere der af og til spørg hvordan det så går, men også fordi, at efter stories er kommet til, kan jeg virkelig se, at jeg ikke er den eneste, der altid har treo med på farten. Som sådan en slags livline nede i tasken. Og hvordan mange piger, både yngre og ældre end mig, også lider af alt alt for meget hovedpine.

At være nået der til, hvor man godt ved, at ens indtag af smertestillende er blevet for højt, det er et stort skridt på vejen, men derfra, og så til at finde den rette hjælp, det er meget mere besværligt. Jeg har været til flere samtaler med min læge, og så har jeg været forbi en neurolog, hvor jeg nærmest var angst da jeg gik der fra.

Hans indstilling var, at man simpelthen valgte at give “sådan en som mig” en forholdsvis høj dosis af noget døsig medicin, således man bare lå, enten på et sygehus, eller hjemme hos sig selv i 2-3 uger, og ikke rigtig mærkede, den “kolde tyrker” man så er i.

Den form for behandling fungerer min hjerne overhovedet ikke med, jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle indtage den slags medicin. Jeg har aldrig været i fuld narkose, jeg er dødsens angst for den slags, og alene tanken om, at være i sådan en slags tåget tilstand i 2-3 uger, og ikke have mulighed for at være mor eller kone, være på arbejde eller noget som helst…. Nej tak siger jeg bare, det kan jeg slet slet ikke….

Så jeg har været på venteliste til at komme til konsultation på neurologisk afdeling i Esbjerg, de er eksperter i Hovedpine, og det er ikke sådan lige at komme til. Men endelig i denne uge, havde jeg min første tid der ovre.

Det er lidt underligt at sidde der, man ved jo godt, at man er ude på et sidespor, og jeg er også helt ærlig omkring det hele, men alligevel, så er det en lidt sær feeling, at man ikke selv kan komme tilbage igen. At man som voksen kvinde, skal sidde og være ydmyg omkring sig selv, krænge sig ud, foran vildt fremmede mennesker.

Sagen er den, at jeg har 7-10 dage om måneden med rigtig migræne, sådan nogle virkelig dræbende dage, hvor jeg nogen gange desværre er nødt til at blive hjemme fra job. Det er specielt omkring menstruation, men det kan også finde på at komme en sjælden gang imellem ellers. Mest hvis jeg har en presset dag…. og så er der alle de andre dage, hvor jeg har det man kalder en medicinsk hovedpine, som simpelthen kommer pga pillerne. En ond ond cirkel, som jeg har levet i i mange mange år.

For første gang nogensinde, mødte jeg her nogle læger, hvor jeg faktisk følte, at jeg blev hørt, at der blev taget vare om mig.

De snakkede også lidt om den her behandling med den døsende medicin, men sagde også, at hvis man ikke var mentalt klar og motiveret for det, så virker den behandling naturligvis ikke….. “Men så handler vi bare ud fra det, og prøver noget andet” – sagde lægen. Den sidste sætning har jeg aldrig hørt før, og alene her, der blev jeg bare så glad.

En overlæge (selvfølgelig med ekspertise i hovedpine) sagde til mig ” Louise, hvis du på noget som helst tidspunkt har haft dårlig samvittighed over, at du er nået her til, så vil jeg gerne, at du fjerner den lige med det samme. Når jeg ser din journal og hører din historie, så kan jeg se, at der er læger der IKKE har hørt dig, når du har sagt hvor ondt i hovedet du har. Din migræne er blevet overset, og så har du selv forsøgt at medicinere dig ud af det, og DERFOR, er du landet hvor du er nu, og det kan DU IKKE GØRE FOR”.

Her var jeg faktisk tæt på at blive rørt, sådan har jeg aldrig aldrig tænkt før… jeg har virkelig ofte tænkt, hvordan fanden er jeg endt her….. Hvorfor har jeg det her behov for Treo ….. Og hvorfor har jeg altid så pisse ondt i mit hoved…. Det lettede mig virkelig at høre, at jeg faktisk ikke kunne gøre for det, og at nogen nu bare gerne vil hjælpe, så jeg kan få det rigtig godt.

Den plan der nu er lagt, går ud på, at jeg skal starte på nervemedicin. Den skal meget gerne gå ind og arbejde med min hovedpine, og på den måde gøre, at jeg får mindre og mindre behov for at indtage smertestillende på daglig basis.

Nervemedicin kan gøre en både svimmel, træt og kvalm, og man må faktisk ikke køre bil, hvis man føler sig på den her måde, så jeg skal starte på dem her i weekenden, for at fornemme, hvor voldsomme bivirkninger jeg rammes af. Og om jeg overhovedet rammes… Jeg krydser alt hvad jeg kan, for at jeg ikke bliver ramt af dem.

Det stritter lidt på mig, at skulle indtage mere medicin, men samtidige, så føler jeg virkelig, at de her læger, de ville mig det aller bedste, og de vidste altså hvad de talte om, så jeg gør det selvfølgelig, og håber håber, at jeg langsomt kan blive meget mere hovedpinefri.

Så nu vil jeg snart hoppe til køjs, snuppe min første pille, og glæde mig til en dejlig weekend med mine yndlings 🙂