Om at være forældre til en tween i konflikter….

Det her indlæg er svært, det har været undervejs i lang tid, jeg har været for og imod at skrive det, men samtidig, så fylder det helt enormt meget i vores hverdag, og jeg er sikker på, at jeg nok ikke er den eneste, der går og tumler med den her slags issues.

Merle er 9, næsten 10, hun er der hvor man kalder hende en tween. Hvis man er lidt usikker på hvad det er, så har jeg fundet en fin beskrivelse i en artikel fra vores børn, hvor disse ord står helt præcis

HVAD ER EN TWEEN?

• Tweens er børn i alderen 8-12 år.
• Tween kommer af ordet “between”, – altså “imellem” barndom og teenagealderen.
• Der kan være stor forskel på et barn på 8-10 år og et på 10-12 år. Hvor de 8-10 årige stadig mest er børn, er de 10-12 årige ofte meget langt fremme, når det gælder både den fysiske udvikling og forbrug.
• Det er i tween-alderen, at forskellene i udviklingen af piger og drenge begynder at udligne sig.

I forhold til Merle, så er hun stadig 90% barn, og det er vi sådan set ekstremt glade for. Hun er ikke udfordret bogligt eller socialt, hun er vellidt og hun er en virkelig glad pige.

Vi bor 200 meter fra skolen, ca….. Så pigerne er ikke sådan tidligt selvlært i at cykle, da de altid bare går… Hvor dem som bor lidt længere væk, har lært det for længe siden.

Men den her dag, for et par måneder siden, cykler hun hjem selv… Vi havde selvfølgelig aftalt det, hun ville gerne. Jeg var på vej hen og handle, og ser hende komme der, helt alene på sin cykel, med sin hjelm på hovedet og sin taske på ryggen…. Jeg turde ikke vinke eller gøre opmærksom på mig selv, tænk hvis nu hun mistede koncentrationen ved at se mig…. Men jeg var SÅ STOLT og samtidig SÅ RØRT, fordi hun nu pludselig bare var her, hvor hun sådan selv suser ud og hjem….. Mit lille store barn, stadig så sårbar og fin og samtidig på vej ud af sine egne veje….

Der hvor vi kæmper, som forældre er….omkring hvor meget man bør guide og råde og hvor meget man skal bestemme, når man oplever, at der er konflikter pigerne iblandt i hendes klasse.

Og det jeg ville med ovenstående cykelhistorie var, at fortælle, at vi altså stadig har med en lille pige at gøre, der først nu, er ved at tage små bitte skridt på egne ben.

Merle går i en klasse, hvor der et meget stort overtal af piger – jeg kan godt huske, da hun startede helt tilbage, at jeg tænkte: “Det her det kan godt blive svært, når de bliver større”…. og det er der vi er nået til nu. Vi er i en situation, hvor pigerne, i stor stil, selv begynder at have en mening, om hvor de synes de hører til, hvilke relationer der gør dem godt, hvor føler de sig glade og hvor de føler sig trygge.

Det har været lidt af en “Dans på tidsler” for Merle om, hvor hun synes hun hørte til. Hun var i de første år meget styret af de børnehaverelationer, hun havde med sig, og ligesom alle de andre piger i klassen har været…. Men for nogle år siden, hvor gymnastikken kom ind i hendes liv, skete der langsomt det, at der åbnede sig helt nye pige-relationer for hende, vi oplevede en pige der voksede i selvværd, i glæde,  i styrke og på det boglige….

Vi som forældre har været så glade længe…… Men på det sidste, lad mig sige laaaange, det føles i hvert fald sådan – vi snakker nok mindst et halvt års tid, er der opstået konflikt i den her den pigegruppe, hun er en del af…..

Jeg vil ikke komme ind på detaljer i konflikten, men vi har med en pigegruppe at gøre, som langsomt fandt hinanden i gymnastikken. Vi snakker om en pigegruppe på 5, hvor af de 4 piger bare har et stærkere fællesskab, udover gymnastikken.

Vi har været på sidelinjen i det længe, vi har forsøgt at guide uden at diktere, vi har forsøgt at lade pigerne løse tingene selv, vi har forsøgt at være der alt hvad vi kunne. Jeg er af den overbevisning, at det bedst når børnene selv finder ud af det.

Men tingene er eskaleret, og vi har været nødt til at træde ind…… Og det er her dagens indlæg kommer ind, for jeg er ramt….. Jeg synes, det er virkelig svært, hvor meget man som voksen kan tillade sig at blive ved med at styre, hvor meget lærere kan blive ved med at pådutte og bestemme…. Og hvor meget små piger – som de jo stadig på mange områder er – faktisk selv skal stå med.

Det er SÅ svært lige nu for hende, og det er også svært for os. Jeg beundrer, at hun stadig går glad afsted hver dag, for hun ender ofte med at have stået i en trist situation sidst på dagen. Merle er ikke det 5 barn, hvis det er det I sidder og tænker, men Merle er også en følsom pige, og hun synes det er rigtig svært at være i.

Vi har involveret os nu, som forældre, vi er meget opmærksomme på hvad der sker, hvor der leges og med hvem. Vi er nødt til at give plads til forskellighed og vi er nødt til at give rum til at puste ud og være barn igen. Men det er svært og det er hårdt. Men man kan ikke altid lade børn være i det hele selv, for det kan de heller hverken holde til eller forventes at have erfaring med. Det er vigtigt at lære dem hvornår man overskrider grænsen…. Eller lad mig sige “hvornår sætter man grænsen!” – og det samme skal man som voksen til en tween…py-ha, den balance kan være svær at finde.

Selv om min “store” pige ser ud til at have fod på tilværelsen, er det alligevel en god ide at træde på bremsen og være den voksne, og tage nogle valg, som man ved kan gøre ondt, men som samtidig gavner mit barn. Det er trods alt at tage vare på hende, der er min vigtigste opgave i livet.