At udfordre sig selv…. Kan være meget grænseoverskridende, men det kan også booste ens selvværd.

Jeg befinder mig i en situation i øjeblikket, hvor jeg har mange følelser inden i kroppen, jeg føler mig udfordret, ud på et plan, hvor jeg ikke har været før.

Jeg kan mærke, at det er et sted, som jeg ikke helt kan finde ud af, om jeg kan li at være…. Jeg har haft nætter hvor jeg har vågnet og tænkt, jeg har følt mig presset og jeg har i særdeleshed følt mig langt udenfor min komfortzone.

Jeg er typen, som trives 100% bedst indenfor min komfortzone, der hvor jeg ikke bliver udfordret, der hvor jeg kan lave mine opgaver uden problemer, hvor jeg simpelthen har hverdagen kørende på rygraden. Jeg har igennem hele mit liv altid haft det sådan, når nogen har skubbet mig ud, så er jeg langsomt med sikkert krøbet tilbage i zonen igen.

Men med den vej jeg er gået rent arbejdsmæssigt, så er det bare som om, at den zone er nødt til at blive skubbet lidt en gang imellem.

Og grunden til den helt særlige usikkerhed i øjeblikket er, at jeg har sagt ja til at lave nogle opgaver, som ligger pænt udenfor min komfortzone…. Jeg har sagt ja, fordi jeg naturligvis har et bagland i ryggen, som hele tiden fortæller mig, om det jeg gør er rigtigt eller forkert, men jeg har også sagt ja, fordi jeg synes, at man nogen gange har godt af at blive rusket lidt i….

Jeg er typen, som sjældent er ret go til at synes det jeg gør er godt nok…. Sådan tror jeg mange af os har det…. Vi mennesker er lidt som blomster, blomster har det bedst når de vandet og varmes i solen…. Og således bliver vi også bedre, når vi får ros og fra tid til anden, lader stråler af bekræftelse varme kroppen. Men i sådan en niche som min, der er man egentlig ret ensom…..

Jesper og jeg var ude og gå en lang tur igår, hvor vi snakkede om, at det er svært nogen gange, at være kollegaer i min branche, for på mange niveauer, så er man også lidt konkurrenter…. Vi er gode til at spare med hinanden, men de fleste gange, så handler det jo om, at man gerne vil have opgaver, ligesom de andre. Jeg synes dog, at mine “kollegaer” har været søde til at fortælle mig, at de faktisk synes jeg gør det godt…. Men når der går så lang tid imellem at jeg mødes med dem, så kan man godt komme i tvivl, både om det man gør men også om udfaldet af de færdige opgaver.

Alligevel har jeg sagt ja, ja til at lave de her opgaver. Jeg kan ikke dele det helt konkrete med jer endnu, men her i ferien, der laves meget af det…. Så selvom jeg er hjemme, så er jeg alligevel en del på arbejde. Både rent fysisk, men i høj grad også mentalt….

Jeg glæder mig ret meget til at aflevere de her opgaver…. Først og fremmest fordi jeg kan mærke, hvordan min mave sender bølger af usikkerhed igennem mig, men også fordi, jeg tror det er rigtig sundt for mig som menneske, at udvikle mine kompetencer, at prøve noget nyt af, og forhåbentlig udvide min komfortzone en lille smule.

Jeg ved også, hvis resultatet bliver godt, hvis det bliver noget jeg faktisk synes om, så kan jeg også klappe mig selv lidt på skulderen og sige “du gjorde det sgu”….. Det er ikke så tit jeg kan sige den slags til mig selv, men jeg håber virkelig, at jeg kan om lidt tid :-).

Kender I den her følelse, den der hvor man rigtig gerne vil, men ikke altid tør?????