“idyl” vs “utryg”

Der er så mange ting der gør ondt i mit hjerte disse dage, jeg så’, ligesom rigtig mange andre, det første frygtelige program omkring daginstitutioner igår, jeg var simpelthen nødt til at sidde og arbejde lidt ved siden af, da jeg fik så ondt i hjertet, over de helt forfærdelige måder, hvorpå de små børn bare overhovedet ikke blev set eller hørt. Jeg skal ikke gøre mig klog på noget som helst, men jeg synes alligevel det står tydeligt, hvordan børn, i den alder, virkelig lider under mangel på minimumsnomeringer, i en tid som er SÅ vigtig i deres opbygning som mennesker, hele grundstammen i deres opvækst. For vi skal ikke glemme, at med ALLE de timer, vores samfund forventer at børnene faktisk ER i de her institutioner, så er det faktisk HER de nærmest bliver opdraget…. Og så forstår jeg godt, hvorfor der er så mange børn, der når de rammer folkeskolen, simpelthen ikke ved, hvordan de skal agere….. hvad omsorg, empati og forståelse betyder.

Når det er sagt, så er det faktisk slet ikke det mit indlæg handler om, for jeg har ondt i hjertet, naturligvis pga ovenstående, jeg er lykkelig for, at der er kommet så meget fokus på det, også selvom mine børn er længe forbi det her stadie, men på et tidspunkt har jeg forhåbentlig børnebørn der skal ud og møde vores samfund, plus alle de små stakkels individer, som “sidder i saksen” lige nu, det må vi kunne gøre bedre….

Men det der ryster mine grundvolde, er noget som vi har oplevet her i vores egen lille by, for ganske få uger siden, jeg har været lidt frem og tilbage om jeg skulle berøre det, men der har været en del artikler ude på nettet, og de fleste at mine facebook bekendte, har set, at jeg har delt og delt, så jeg tænker, at jeg også kan berøre det her.

Når jeg ligger billeder op, af vores smukke omgivelser, så skulle man tro, at vi bor i en lille landsby, smukt placeret i midten af rapsmarker, korn og valmuer….. Det føles næsten også sådan til tider, for her er virkelig fint. Vi har meget natur omkring os, og jeg elsker at bo her.

Vores by føles tryg og rar, i hvert fald det meste af tiden….. Men pludselig for et par uger siden, tikker en VIGTIG meddelelse ind på forældre intra – jeg skriver ikke lige beskeden her, men overskriften på en af de artikler jeg har delt lyder “- Ukendt mand forsøgte at få børn ind i sin bil – …… Skole opfordrer forældre til at være opmærksom.”

Jeg kunne næsten ikke få luft da jeg læste den her besked, pigerne var stadig i skole, og jeg anede ikke mine egne tanker. Kunne slet ikke finde ud af, hvor jeg skulle gøre af mig selv….. Vi var nogle forældre der begyndte at ringe sammen, og alle følte sig urolig. Og aldrig har jeg set så mange hente sine børn fra skole som den dag.

Når sådan noget sker, så kører tankerouletten….. Hvad er det han vil, hvad er det han er ude på osv osv osv…… Jeg ser – og det ved jeg godt er noget hø – men jeg ser ALT for meget ID kanalen på tv, så I kan nok regne ud, hvilke spor mine tanker kørte ud af, og da jeg sådan lige fik læst både forældre intra og artiklerne, så tror jeg heller ikke der er den store tvivl om, hvor skolen og avisernes tanker kørte hen af…..

Hvordan vi som forældre tackler det og italesætter det, det er naturligvis meget individuelt, men der har været mange gode snakke på skolen, så uden at skræmme børnene, så har man alligevel formået at lade dem forstå alvoren i, at sætte sig ind i fremmede biler. Eller i det hele taget gå med fremmede.

For det er desværre sådan en verden vi levet i….. Hvor man skal tage alverdens forholdsregler hver eneste dag…..

Her troede jeg, at jeg boede i en by, som nærmest ikke er på Danmarkskortet, i hvert fald ikke hvis man møder folk der kommer ret langt her fra, og alligevel, så finder den slags uhyggeligheder her til…… Man frihedsberøves på så mange parametre, at det næsten føles umuligt at ligge låg på og leve naturligt videre….

Da jeg delte på facebook, opstod endnu en uhyggeligt bevidsthed, hvor mange af mine “venner” skriver, at de lige har haft samme lign. episoder på deres skole, og det være sig på på Sjælland, Fyn og Jylland….. Hvorfor kan man ikke stoppe den slags? Hvorfor kan man ikke finde dem der smider sten på motorvejen.?…. Er det fordi politiet skal bruge så fandens meget tid på Paludan? Jeg ved det ikke, men jeg er urolig. Urolig for vores lille land, for de opgaver som synes vigtige på den lange bane…. Som minimumsnomeringer, den lokale landbetjent og vores ældre……

Jeg synes det er uhyggeligt….. Den verden vi efterhånden lever i….. Og jeg vil så gerne passe på den….. Kald mig #klimatosse – jeg er ligeglad….. Jeg vil bare så gerne, at folk var lidt mere ordentlige ved hinanden.

Det var et indlæg, der stak i mange forskellige retninger, det ved jeg godt, men jeg synes alligevel det ene emner, hurtigt lapper over det andet. Og jeg havde brug for at “råbe” lidt idag….. For jeg synes det er vigtigt, når man har en form for talerør, som jeg har, at man sætter ord på, også når emnerne går tæt på…… Personligt kan jeg ikke rykke ret meget, men sammen, kan vi rykke en masse….. Jeg håber, af hele mit hjerte, at Danmark snart kommer på ret kurs.

Hvis I vil læse en af artiklerne, så er den lige HER.