Mit Parisiske hjerte er fyldt op af gode minder, mange km i benene, skønne oplevelse, varmerekorder, solskinskys og fyrre års hurraer.
Jeg tror ærlig talt ikke, at jeg kunne have ønsket mig en bedre fødselsdag…. Wauw….. Og med dem har jeg allermest kær omkring mig. Mine forældre fløj ned til os da vi efter en vild Gymnastik uge i Bürstadt ramte Paris natten til søndag i sidste uge.
Vi kom hjem til Danmark natten til lørdag, og allerede søndag var jeg igang med arbejde. Det føles på en eller anden måde helt uvirkeligt, at jeg for 3 dage siden slentrede rundt i gaderne i Paris, i 42 grader…. For ja, vi ramte lige præcis den fine rekord som blev slået i Paris, den varmeste hedebølge nogensinde. Og jeg indrømmer blankt, det var virkelig varmt, men vi lod os ikke kue af det, og vi havde ingen dage med under 10 km i benene, så på trods af varme, fik vi lige præcis alt det set, og mere til, som vi ønskede.
Og så var der nok et par cafe’er og vandsælgere, der fik lidt ekstra kroner undervejs, så vi hele tiden havde depoterne fyldt godt op.
Jeg har i dagens indlæg, forsøgt at samle op på det hele, og hvis der måtte være flere spørgsmål, så skriver I altid bare til mig.
Da vi bookede vores hotel tilbage i januar måned, gjorde muligheden for hoteller det lidt mere besværligt, fordi vi havde bil med, de steder hvor der er mulighed for parkering, er ikke altid helt så prisvenlige, ej heller helt så parisiske i deres stemning. Men vi synes alligevel, at vi fandt et rigtig fint hotel. Det var ikke såååå fransk indrettet, men morgenmaden var ganske fin, og parkeringen var go, og så lå det bare i det mest hyggelige område, hvilket vi vægtede højt. Sidste gang boede vi så langt ude, at det krævede 5 zoner med metrokortet, og det her sted kunne vi nøjedes med 3 zoner.
Hotellet hed Hotel Ibis Style Place d’italie, og ligger i det 13 arrondissement Paris. Virkelig et fint område, som vi var meget positivt overraskede over.
De første 2 dage, hvor varmen “kun” holdt sig omkring 30-33 grader, forsøgte vi at nå en masse, således, vi kunne tage de sidste 3 dage i lidt lavere gear, i tilfælde af, at varmen tog pusten fra os.
Vi startede med at købe metrokort til 5 dage, og så ellers afsted. Vi var forbi Eiffel tårnet, Moulin Rouge, Sacre Coure, sejltur på Seinen, som var noget så fantastik, netop også fordi, man blev blæst lidt igennem i de varme grader. Men udsigten fra Seinen var også ganske fin, og lidt trist, da man også kommer ford den smukke Notre Dame, det var sørgeligt at se, hvor meget der rent faktisk ikke var der mere.
I området omkring Sacre Coure, altså Montmartre, havde jeg hjemmefra fundet den fineste lille lyserøde restaurant, La Maison Rose Montmartre, jeg havde egentlig tænkt, at vi skulle spise middag lige her på min 40 års fødselsdag, men da jeg så stedet, som bestemt var virkelig fint, så synes jeg alligevel godt, at jeg sådan rent menu mæssigt, godt ville noget andet. Så vi nøjedes med at få lidt at drikke på stedet, og nyde det fine lille hus.
D. 24 juli var så dagen, hvor jeg fyldte 40, jeg blev vækket med 3 store sække balloner der blev hældt udover mig, fødselsdagssang, søde kort og smukke gaver. Dagen stod helt og aldeles i mine ønsker, så vi tog ind til Gallerie Lafayette, mest fordi jeg simpelthen synes der er så smukt der inde, for jeg brugte ikke en krone, bagefter gik vi lidt rundt i gaderne omkring, men varmen var på det her tidspunkt, virkelig ved at indhente Paris, og vi vidste at vi skulle ud igen om aftenen, så vi tog hurtigt tilbage igen, for lige at slappe lidt af et par timer.
Om aftenen tog vi på Le grand Golbert, en restaurant vi havde fået anbefalet hjemmefra, og da jeg så menukortet, som havde min absolutte yndlingsspise på kortet, var det meget nemt at beslutte, at det her skulle være stedet. Ikke nok med, at rammerne var fuldstændig magiske, men alt var bare smukt her inde. Jeg tror ikke man får en mere fransk stemning på en restaurant. Jeg var tryllebundet af de høje lofter, spejlvæggene, planterne og den lækre mad.
Efter den udsøgte middag tog vi metroen mod Eiffeltårnet, og det smukke lys som tændes ved solnedgang.
Varmen var omkring 37 grader her kl. 21.30 om aftenen, så folk hoppede uhæmmet rundt i alverdens springvand, det havde jeg det egentlig lidt underligt med, men det må være noget der var tilladt, pga varmen, jeg mindedes ikke alle de badende mennesker, da vi sidst var her for 3 år siden.
Kl. 22.00 blinkede det smukke tårn til mig, og bød mig velkommen i 40’erne sådan på helt ægte manér. WAUW altså, hvor cheasy det end måtte være, så fandt jeg det ualmindelig magisk at stå lige præcis her, og se solen gå ned over Eiffeltårnet….
De sidste 2 dage nåede vi omkring endnu flere af de smukke klassiske steder, Triumfbuen, Concorde Pladsen, Champs Elysees og Notre Dame. Eftersom vi var her for 3 år siden, så var det ikke på helt samme måde vi indtog de her smukke steder, vi kunne mærke vi gerne ville se dem igen, men fordi man stadig havde dem stærkt i hukommelsen, var fokus med denne tur meget mere de fine stræk mellem stederne.
Fornemmelsen af at bevæge sig rundt i Paris, ned af små gader, bruge metroen og nyde små forfriskninger på alverdens skøre små steder.
Den sidste dag var varmen oppe på 42 grader, det blev alligevel lidt for lunt for min kære far, så han og min mor blev i vores eget lille område den sidste dag, hvor Jesper og jeg tog en halv dag som kærester. Først havde vi tænkt, at besøge det kæmpe store marked som ligger lige i udkanten af Paris, I kan finde link til det kæmpe store område lige HER. Vi tog faktisk der ud, i håb om at der var et par haller åbne, selvom det var torsdag, men det var der intet der var. Der er kun åbent i weekenden.
Så istedet drog vi igen mod hjertet af Paris, vi tog til Gallerie Maeght, som også stod på min ønskeseddel, her fra slentrede vi til Latinerkvarteret – videre mod Seinen hvor vi gik en længere tur, igennem Louvre for så til sidst at tage metroen hjem ved Concorde Pladsen.
Så mens hverdagen langsomt ruller til start igen, så har vi nu endnu en vidunderlig ferie i minderne, at fylde 40 år i Paris kan varmt anbefales, for selvom man bare er en lille bitte turist, følte jeg mig alligevel helt særlig der blandt fransk krummelure, solskin og smukke kulisser.
Og nu vil jeg glæde mig til at læse en masse fine ferieindlæg hos alle jer andre. Håber jeres sommer har været fyldt med lige præcis det I ønskede 🙂
2 Kommentarer
Carina
30. juli 2019 at 6:05Wauuuu, sikke fantastiske billeder!!!
Jeg får helt lyst til at genbesøge Paris snart igen.
Mortilmernee
31. juli 2019 at 15:11Hvor dejligt at høre, det glæder mig. tusind tak for din besked 🙂