Har vi fået en kat mere?

Hvis man har fulgt med i min story i ugens løb, så kan man ikke undgå at ha set, at en lille bitte kattekilling pludselig gik direkte ind i vores liv.

Jeg fandt den i tirsdags, hvor den sad bange og græd, tæt på en stor vej…. Jeg kunne slet ikke bære det, og måtte naturligvis ha den væk fra vejen. Jeg gik rundt til alle huse i nærheden, for at spørge om det var nogens….. Og det var INGENS. Jeg mødte endda et hus, hvor hun først troede det var hendes, for hun havde lige taget en lille killing til sig for 2 uger siden, som hun også havde fundet, og ingen ville kendes ved. Men den lå sødt og sov inde på deres badeværelse…. Og hun kunne altså ikke ta en mere.

Så jeg var lidt i vildrede, jeg kunne jo ikke bare sætte den igen, og overlade den til sig selv, så jeg tog den med hjem, lagde billeder på facebook, tog den til dyrlægen og fik den tjekket for chip og øremærke, og stadig, om aftenen, var der ingen der ville kendes ved den.

Og pludselig var der gået rigtig mange timer, hvor det her lille bitte kattedyr langsomt men sikkert krøb ind i hjertet på pigerne og i særdeleshed på mig….

Slut på aftenen får jeg faktisk en henvendelse som siger, at killingen er deres, men de har 4 i forvejen og et par stykker der er løbet væk, så vi kunne bare beholde den.

Her bristede mit hjerte og tænkte, den skal i hvert fald ikke tilbage der til, for så står den jo sikkert alligevel uden hjem om et par uger.

Jeg var meget i tvivl, og hånden på hjertet, havde vi på intet tidspunkt forestillet os, at vi skulle have en kat mere…. Vi har verdens sødeste nemmeste kat i Totte, han tisser ude, han kradser ALDRIG i møbler eller på anden vis er ulydig, han har bare altid være sådan en go kat….

Og noget helt andet, hvad synes han om at få endnu en kat i vores rammer…..

Samtidig med det hele, havde jeg en god dialog med et virkelig rart menneske, her fra byen, som vildt gerne ville ha den lille kat, hvis vi ikke magtede opgaven……

TÆNKE TÆNKE TÆNKE….

Efter den første nat, hvor den jo bestemt var skøn, startede med at sove mellem Jesper og jeg….. Men da morgenlyset kom snigende, blev den en lille legesyg kattekilling, præcis som de er…. Den foer rundt i gardinerne, og legede og rumsterede, vi endte med at lukke den ud af soveværelset, og så blev den dybt ulykkelig.

Totte der imod, han tog faktisk ganske godt imod den, så her var jeg oprigtigt ikke bekymret……. Og det kunne jo godt være, at de med tiden kunne blive rigtig gode venner….

MEN…. og jeg havde bare hele tiden et MEN inden i….. Hele den der killinge opgave, den følte jeg mig på en eller anden vis ikke helt klar til, og slet ikke min mand…. En kat er bestemt sin egen, og passer meget sig selv, men man forpligter sig i helt op til 16-17 år, og vi har faktisk brugt ret mange penge på dyrlægeregninger på Totte, fordi han ofte får bylder efter slås kampe….. Så også her var der en udgift, udover mad naturligvis, som også skulle på lægges….. Hvis man går ind til sådan en opgave, så gør man det ordenligt….

Og vi følte os simpelthen IKKE klar……

Så onsdag formiddag, der kom det rare menneske faktisk og hentede ham. Jeg vidste, at jeg skulle til København hele torsdag, så der ville den skulle være alene, og hvis vi allerede var så meget i tvivl, så synes vi det var bedst den flyttede ud så hurtigt som muligt, inden hjerterne løb helt af med os.

Pigerne accepterede, og sagde farvel onsdag morgen…..

Det jeg ikke var forberedt på, var faktisk hvor dybt ulykkelig jeg blev da hun gik med ham….. Jeg blev ramt, helt ind i hjertet…. Og jeg græd og græd….. Det meste af dagen, og jeg var parat til at hente ham hjem, mange gange……

Men nu, hvor vi er 2 dage længere fremme, har jeg ikke samme savn i kroppen mere, og jeg ved – for vi har skrevet meget sammen – at han har det rigtig dejligt der hvor han er. Får den helt rette pleje og omsorg, så det er helt sikkert et godt valg vi tog.

Det skulle altså føles helt rigtigt, hvis man sådan går ind og tager ansvar for et lille dyr, og jeg kunne mærke, at lige nu – ud af det blå – der var vi simpelthen ikke klar.

Vi har den sidste tid talt meget om, at vi måske indenfor nogle år, skal have en hund, en stor hund….. Og det var naturligvis også oppe og vende, at hvis vi så lige tog en kat mere ind, om vi så overhovedet skulle have hund. SÅ mange kvm har vi altså heller ikke her i huset….

Så nu er lille Simba flyttet…. Vi nåede at give ham et navn, og han har beholdt det der hvor han bor nu…….. Han er flyttet ud på en stor ejendom omgivet af marker, vand og natur….. Det bliver SÅ godt, det ved jeg….

Jeg kunne sagtens lige tænke mig, at der kom et par små kattepoter legende hen af gulvet, for det er sødt og skønt og dejligt… Og han var utrolig tryg ved mig den lille kat….. Og nu blir jeg så faktisk lidt rørt igen, mens jeg skriver her…..

Men han bliver hvor han er nu, nu har han været der i 3 dage, og det ville også være alt for forvirrende at flytte ham retur her til nu…..

Jeg troede – ligesom mange af jer – at han havde valgt os…. Skæbnen havde ført os sammen…. Men min mavefornemmelse var ikke helt enig, så nu håber jeg bare, at vi har valgt rigtig…. Og det tror jeg vi har…..

Men jeg skal arbejde med følelserne….. Dyr betyder noget ganske særligt for mig, men jeg må vælge og vende skæbnen lidt rundt, og sige, at det var ikke skæbne bestemt, at han skulle være hos os, men det var nok skæbnen, at jeg skulle hjælpe den til et sted, hvor jeg ved han får det godt.