Weekenden er gået på hæld, og jeg synes ikke helt, jeg har fornemmet weekendens ro. Jeg gik på weekend i en alt for presset situation, både privat og arbejdsmæssigt har vi simpelthen for meget i øjeblikket, og det reagerer min krop på lige nu.
Lørdagen brugte vi til Spring Cup i Silkeborg, vi kørte hjemmefra kvart i 7 om morgenen, og vi rullede ind i carporten kvart i 9 om aftenen. Der må jeg sige, at jeg var udsolgt….. Mine forældre havde passet Heiko, som naturligvis på det her tidspunkt, var fyr og flamme, så det skulle der så bruges tid på efterfølgende. Merle gik der fra med en go oplevelse i maven, og som hold havde de en forrygende dag.
Men nu til det, som det hele handler om.
I ugens løb har jeg talt rigtig meget i telefon. Det her med at være blevet hundejer, er så meget større end mundfuld, end vi nogensinde havde forestillet os, racen vi har valgt, er tilsyneladende en virkelig stor opgave, en livslang opgave – set i hundens perspektiv. Jeg vidste det godt, jeg vidste mange ting, men så alligevel, var der endnu flere ting, som jeg ikke vidste, og som jeg ville ønske, at jeg havde vidst på forhånd.
Vi har følt os ført bag lyset, vi har følt os misvejledt udover alle grænser, og vi er så ulykkelige over, den situation og helt utrolig dårlige cirkel, vi er endt i.
Vi har prøvet at vælge til og fra i alle de råd vi har fået, men når man får råd der ligger udefinerbart langt fra hinanden, så er det sindssyg svært at vide, hvilken vej der er den rigtige. Og det har endt i, at både hunden og os, nok i virkeligheden, er endnu mere stressede end vi startede ud med.
Jeg endte dog – i en af alle mine samtaler – med at få et råd, som vi har fulgt. Vi ringede til en adfærdstræner som vi havde fået anbefalet. Og den tid havde vi idag…….
Det var en gennemført aha oplevelse…. Det hun sagde, ga’ SÅ meget mere mening for os. Træningsværktøjer, der gav forståelse, men også en øjenåbner i forhold til HVOR stor en opgave, det er vi havnet i.
Hvis der var nogen der lige nu bad mig lave en liste der hed for og imod, så er det meget få ting, der ville stå på FOR siden. Det indrømmer jeg blankt.
Men som sagt, så gik vi der fra, med en absolut aha oplevelse, og følelsen af, hvis ikke vi prøver det her, så har vi givet fortabt på et forkert grundlag. Og det har min mave det simpelthen ikke rigtigt med.
I og med, at det er mig og alle mine arbejdstimer, der mere eller mindre skal indpasses i Heiko lige nu, så er det mit kort, min beslutning, der vægter højest. Min mand har kigget på mig, og har set hvad det indtil videre har gjort ved mig, og han kan ikke li det han ser…. Og det er også derfor, vi er nået til, at det her er sidste instans…..
Vi har sat en dato, som naturligvis kun er en vi kender, men det har vi, og i den her givne periode, der er vi nødt til at opnå en følelse af, at det hele gir mere mening. At vi som familie, får flere FOR’er end imod, at vi har gode stunder, oplevelser og i det hele taget et lyst sind på fremtiden. Ellers er vi desværre endt der, hvor vi må bekende, at vi ikke på nuværende tidspunkt, var skabt til at få så klog og arbejdsom en hund ind i familien.
Vi har ikke givet op, men vi er slidt, opbrugt og endt et helt forkert sted, som vi ikke på noget tidspunkt, kunne ha forudset… Og havde vi ikke haft den time idag, så var min verden brudt sammen, og jeg måtte gi op.
Men hun gav mening hende træneren, jeg følte hun havde en indsigt i hunden, som jeg ikke havde fået øje på, hun hjalp os til at forstå, hvorfor han gør sådan og sådan, når vi gør sådan og sådan.
Vi kan nok ikke nøjes med den ene time, men jeg føler, at vi har fået nogle værktøjer, som vi skal prøve af, og give en chance…..
Så det er her vi er…… Det gør mig uendelig ondt, at skrive det her indlæg, for jeg har 10.000 følelser i spil…. Og det har jeg haft længe…. Min energi er tæt på ikke eksisterende, og jeg har ikke mulighed for at restituere, slappe af og bare være…. For det sted, hvor jeg normalt samler min energi og føler mig i zen, det er her, hvor Heiko også er, og hvor han kræver al min opmærksomhed lige nu….. Jeg er alene med ham 8-9 timer hver dag, og det er pisse hamrende hårdt…..
Men jeg elsker ham jo, det lille væsen, og nu skal vi til at træne efter helt andre metoder, og så håber jeg, af hele mit hjerte, at vi finder en rigtig go hverdag sammen, og at der falder meget mere ro på vores lille hjem….
16 Kommentarer
Sanne
24. november 2019 at 18:58Åh Louise, hvor er du modig at dele det her indlæg.. Krydser fingre og håber, at den næste tid giver plusser, der vokser forholdsvist hurtigt, så overskuddet igen kan vendes hos både dig, familien og Heiko. Det må være en utrolig svær situation at stå i. Nogle gange viser ens forarbejde sig bare ikke at være nok og sådan et livet nu en gang. Jeg har selv en gang bragt en Old English Sheepdog med mig hjem fra Canada. Herhjemme i DK blev det bare umuligt at forene studier og hundelivet. Jeg endte med at forære hende til en familie, der netop havde mistet deres højtelskede Old English Sheepdog. Og selvom jeg var så flov over jeg ikke kunne rumme min lille hund alligevel, så fik hun et langt og godt liv hos hendes nye familie.
Mortilmernee
24. november 2019 at 21:02Kære Sanne
Tak for din besked og dine søde ord. Jeg ved som end ikke om det er modigt men det er ærligt, og det er sådan vi har det. Så det er jeg også nødt til at formidle, når nu det er det jeg gør…. Og jeg synes det er vigtigt, også at vise den del af tingene…. Vi som mennesker er også meget forskellige, og hvor meget man sådan mentalt er rustet til, er også meget forskelligt, og ikke noget, man på nogen måde kan forudsige…. Nu ser vi tiden an, og så håber vi, at alle lander med ro i hjertet med tiden… Også vores lille Heiko, for vi vil ham KUN det bedste…. Og vi håber naturligvis, at det for altid bliver hos os.
Sandra von Hayn
24. november 2019 at 20:34Da vi fik en hvalp for 8 år siden havde jeg det på præcis samme måde. Jeg havde aldrig haft hund og vidste på ingen måde hvad jeg gik ind til. Og vores hund var/er endda “kun” en mops som kræver minimal aktivering da det jo er en selskabshund og bare gerne vil være sammen. Det første år med ham tog næsten livet af mig, måske også fordi jeg blev gravid i mellemtiden men jeg kunne ærligt ikke overskue at være alene med ham de første 8-10 måneder og jeg hylede når jeg var, åh jeg hylede. Jeg fortrød så mange gange vi havde fået ham det første år, tænkte at aflevere ham tilbage til de mennesker der kunne ham bedre end os. Men på en eller anden måde hang vi i, og det er nu 8 år siden og jeg elsker ham højere end alt andet. Det første år var så hårdt men derefter er kærligheden til ham bare vokset og alt er blevet nemmere. Det er selvfølgelig en helt anden og noget mere krævende race i har fået men ville egentlig bare sige at jeg tror alle syntes det er monster hårdt og noget af en livsændring at få en hund, der er bare ikke så mange der snakker om det. Pøj pøj med det.
Kh Sandra
Mortilmernee
24. november 2019 at 20:59Kære Sandra
Tak for din historie og fortælling. Her er jeg jo netop alene med ham hele dagen, og derfor virkelig meget min opgave, og nok også der det kommer lidt bag på mig, hvor meget det faktisk er blevet min opgave…. Men nu har vi fået nogle helt andre metoder at arbejde med, og en anden måde at tænke på, og det ville gå helt galt i mit hjerte, hvis ikke det får en reel chance…. Så nu er det det vi gør, og så håber jeg bare at vi får en go følelse tilbage i kroppen, og at der falder mere ro på vores lille basse 🙂
Estrid
24. november 2019 at 22:18Jeg er så nysgerrig på, hvad det er for nogle værktøjer og metoder I har fået med jer? Jeg håber du vil dele dem, for jeg kunne også godt bruge nogle fif til at komme lettere igennem hverdagen med en hvalp.
Mortilmernee
25. november 2019 at 10:47Hej Estrid
jeg lover at dele dem, hvis de virker…. Men hvis ikke, så vil det bare være endnu en gang sludder for en sladder, og mere forvirring, og det er det jeg selv er stødt på gang på gang på gang…. Så jeg lover, at opdatere, og dele ud…. Når jeg føler, at vi synes det enten skaber mere ro, eller mere forstyrret adfærd….
Camilla Olesen
24. november 2019 at 21:22I er seje og jeg er helt sikker på, I ender med at tage den rigtige beslutning! Uanset hvad, så bliver hverken I eller jeres hund lykkelige, hvis ikke det fungerer – så er der andre mennesker derude, som vil kunne give ham det skønneste liv!
Hatten af for I prøver og jeg håber SÅ meget på, det lykkes for jer! Men stor respekt også, hvis det ikke lykkes og I vælger den svære beslutning at finde et andet hjem til ham (det må ikke være nemt)!
Mange opmuntrende tanker og stor respekt herfra 🙂
Mortilmernee
24. november 2019 at 21:28tusind tak for dine ord, vi håber også af hele vores hjerte, ingen havde ønsket at stå her hvor vi gør nu…. Men idag, for første gang længe, føler jeg, at der er noget rigtigt at arbejde med.
Charlotte kjær
24. november 2019 at 23:41Jeg håber sådan I finder ro i det at have en lille krudtugle i huset. Vi tænker på at få hund igen efter mange år uden. Jeg læste du måske havde fortrudt at I valgte en han frem for en hunhund. Hvordan kan det være. Er en hanhund mere energisk? ?
Mortilmernee
25. november 2019 at 10:46Ja det håber vi også, men det er så mange aspekter, som vi simpelthen, på trods af masser af læsning og forberedelse, alligevel slet ikke var informeret om. Fx også, at man aldrig råder en første gangs familie til at få en han, da han bruger så meget mere energi på at udstråle leder adfærd, end en tæve, og dermed bliver opgaven det hårdere. Og når man ikke har prøvet det før, virker bare dette, meget overvældende, i hvert fald for os.
Louise Steen
25. november 2019 at 20:01Det at få hund, er som at få et lille barn – de er deres egen personlighed, og alligevel skal de opdrages 🙂 Jeg var alene med beslutningen om at få en hund, var en god ide’, og kun stædighed har bragt os hvor vi er nu 2 år efter. Min mand deltog ikke ikke opdragelsen af hunden da den var hvalp, tilgengæld påpegede han gerne mangel på samme – jeg var rasende, og stædig, men hunden var og blev mit projekt. Det viste sig, at min søn på 12 år, var bange for hunden pga dens voldsomhed og hvalpetænder. Hans usikkerhed smittede af på hunden, som begyndte at knurre af ham – alle omkring os sagde, at hunden skulle vide hvem der bestemte i hjemmet, og at han skulle sættes på plads. Min hundetræner mente noget andet, hunden prøvede at fortælle noget ved at knurre – den var ængstelig og usikker. Positiv anerkendende adfærd og belønning, når hunden opfører sig pænt, samt masser af kærlighed og respekt, har idag gjort min søn og hunden er de bedste venner. Og nu er det at se dem sammen, det hele værd.
Jeg var tæt på at opgive så mange gange. Det er vildt hårdt at få en hvalp. Find dig en god og kærlig hundetræner, som træner klikker-træning – det er det der skal til. Alt træning er frivilligt og fordi hunden syntes det er sjovt – og det er det også for ejeren ? Træningen er baseret på respekt og frivillig håndtering, hvilket skaber de bedste betingelser for venskab mellem dyr og mennesker. Tag det som en udfordring, det gjorde jeg, jeg ville have en god og sød familie hund – og det er han nu hos os – med de særheder han nu engang har ? pøj pøj med ham ??
Christine stinessen
25. november 2019 at 20:34De første månedene med en liten valp er helt forferdelige! Vi har en hund på 12 mnd og frem til hun var ca 5 mnd var det bare kaos, så roet hun seg veldig. Så ikke gi opp!! Jeg hadde aldri trodd det skulle være så krevende med en valp, men det blir bedre!! Det føles helt håpløst når man er midt oppi det, men det blir bedre ? og alle jeg møter og forteller om dette sier det samme! At da deres hund var liten valp ville de bare gi opp, men så ble det bedre! Lykke til!
Sofie
25. november 2019 at 20:50Hej Louise,
Jeg er glødende hundemennesker og har selv en dejlig HANhund på nu lidt over 5 år. Jeg købte ham da jeg var 23 og havde overtalt min kæreste (nu mand) til at være med på den. Vi boede ikke sammen, vi havde været kærester under et, vi var studerende, festende men jeg VILLE bare (det har været et stort ønske for mig siden jeg var helt lille at have min egen hund).
Vi besøgte Charlie – en blanding mellem labrador og fransk bulldog. Det lyder forfærdeligt grimt, men han er den smukkeste sorte lille labradorhund. Vi valgte den “lille” hvalp. Ham der gemte sig, når han skulle tisse. Og ham, der bare gerne ville ligge i mit skød, når vi besøgte ham.
Jeg var LYKKELIG dag vi endelig kunne hente ham. Og hvor var han bare nuttet. Alt var klart til ham. jeg havde hundesikret min lejlighed, købt udstyr, læst og læst og læst og LÆST om træning, rutiner osv. Men ALDRIG i min vildeste fantasi havde jeg forestillet mig hvor hårdt det ville være og hvordan jeg følelsesmæssigt ville reagere. God damn, det var så hårdt. Hårdere end at få en baby!
Jeg havde ham alene de første uger og aftalen var generelt, at det var min hund. Jeg stod for ham økonomisk og hvad træning angik. Gåturene var også mine – som udgangspunkt. Jeg græd de første to uger hver dag. Jeg kunne ikke gå i bad eller handle! Jeg rendte ned fra 2. sal 4 gange om natten, når han skulle tisse. Jeg kunne ikke komme til min undervisning på UNI. Fester og veninder måtte sættes på pause. Charlie krævede bare alt.
Jeg kan huske, at jeg efter et par uger sagde til min kæreste, meget forsigtigt og med stor skam, om vi ikke bare skulle aflevere ham tilbage. Det gik jo ikke. Det var alt for meget og jeg var slet ikke glad.
Han nægtede (nemt for ham, for han stod ikke med det hele dagen), for nu havde vi påtaget os ansvaret. Vi havde taget ham fra hans familie. Vi havde bestemt, at han skulle med os hjem. Så nu var han en del af vores familie.
Derfor kæmpede jeg (vi). Jeg lærte ham ALT. Jeg tog til træning med ham tidligt hver søndag morgen i regn og blæst (jeg fik ham i november). Jeg socialiserede ham hver dag. Jeg gik alle ture hver dag. Jeg tissede med ham alle 16 – 12 gange om dagen! Damn.
Da han blev 7 måneder blev han kønsmoden. Som i meget kønsmoden. Stadig hvalpeuskyldigt, men vi kunne intet stille op. Han var umulig. Høre ingenting, kunne ikke komme i kontakt med ham, ville ikke spise, ville bare være ude, havde usandsynligt meget forhudsbetændelse (kronisk!). Vi endte med en kemisk kastration, for som du selv skriver, var jeg heller ikke gearet til at håndtere en sådan hanhund. Da han blev 15 måneder kasterede jeg ham permanet, for der var hans uskyldige hvalpevæsen væk og de andre hanhunde blev sure (det gjorde Charlie også). Så jeg ville ikke risikere at miste hans gode sind. Den kastration hjalp på ALT. Det var så godt. Det tog toppen af hans energi og han kunne sammen med (næsten alle) andre hanhunde.
Undskyld den lange besked. Men jeg kan næsten ikke læse din historie uden at græde og forsøge at fortælle (overbevise jer) om, at det bliver BEDRE. Det bliver GODT. Haiko bliver ældre. Men ja, at have hund er en livsstil. Det er ude i naturen hver dag. Det er lidt træning (plads, bliv, dæk osv.) hver dag. Men alt det bliver rutine. I lærer ham at kende og omvendt, I kommer til at ELSKE ham (tro mig, jo længere tid der går, jo vildere bliver den kærlighed) og de giver SÅ meget igen. Kæmp, for Guds skyld. Kæmp for Haiko. I valgte ham. Han stoler på jer og afhænger af jer.
Kærligst en alt for glad hundekvinde
Dan
13. december 2019 at 2:23This is absolutely accurate. Really, fight for Haiko, you won’t regret it.
Cristina
26. november 2019 at 22:30Det er så hård at få en hvalp. Vores hund er nu 3 år og hun er blevet ret rolig, men omstændighederne var rigtig hårde den gang vi fik hende. bla andet blev en af mine døtre indlagt og jeg følte at vores hund var endnu en ting mor skulle klare, hvor alt andet allerede var kaotisk. Jeg fik faktisk nærmest en fødselsdepression pga af det ansvar jeg pludselig havde fået, præcis som da mine døtre blev født. Så min psykolog sagde til mig at jeg ikke burde være så hård over for migselv, det er ok at føle at man ikke magter, man har jo ikke prøvet der før. Man er i konstant alert og det tager jo alt ens energi. Min eneste råd er at forlige dig med at du er hans primære kontaktperson, i hvert fald sålænge han er så lille, han kommer nok også at elske dig højest.
Forresten fik vi selv så to år senere en efternøler, det var slet ikke så hård ift hund ?
Nanna
28. november 2019 at 21:56Kære Louise.
Åhhh og øv – for jer alle. Det er ikke sjovt!
En hund fylder… På flere måder. Både fysisk såvel som mentalt, og det gør den som hvalp og når den er voksen – det skal man være indstillet på
Modsat andre synes jeg så ikke hvalpestadiet er værst. Der er de trods alt relativt lette at køre trætte. Jeg synes det er værst, fra de er 6 mdr. til 24 mdr. Energien er på et Max, de bliver kønsmodne og teenagere… Oh Boy!!
Men Som en anden i tråden skriver, så er det en livsstil at have hund. Og i virkeligheden er det vel her hele humlen ligger. Det er det, I/du skal have afklaret. Om det er en livsstil, der passer til jer?
Mange hilsner