Jeg er gået i 1000 stykker

Jeg ved ikke helt, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte det her indlæg…. Alt inden i mig, gør stadig alt for ondt, og jeg har indtil nu, ikke kunnet tænke 2 sammenhængende sætninger, uden at bryde fuldstændig sammen.

Det er et af de tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg aldrig havde haft et liv, som til dels er offentligt, og hvorfor, jeg på sin vis, er nødt til at forklare, hvorfor min verden er gået i stykker.

Man har nok følt, en nedadgående kurve, over en længere periode, det som vi troede, skulle være den største glæde i vores fremtid, skulle vise sig, at sætte stort set alt over styr. En ting som vi på ingen måde havde forberedt os på.

Kort sagt, så bor Heiko ikke længere hos os, han flyttede for en uge siden.

Beslutningen blev truffet 90% for hans skyld, og den er truffet nu, fordi han kun var 13 uger gammel, og derfor lyn hurtigt vil glemme os, og få en ny og meget bedre start på livet. De sidste 10% er taget for os, fordi vi, kort sagt, ikke kunne opfylde alle de ting, som han fortjente.

Heiko var og er verdens dejligste lille hund, han ville os SÅ gerne, men han ville så gerne, så meget mere…. Alle de ting vi havde læst og forsøgt at spørge ind til, viste sig at være minimalt, i forhold til, hvordan hverdagen reelt blev. Opgaven blev yderligere lagt på mig 9-10 timer om dagen, og jeg formåede stort set ikke, at være Louise, udføre arbejde, eller noget som helst andet.

Mine omgivelser kunne ikke li, det de så, når de så på mig, jeg vidste det godt, men min kærlighed til ham, og det bånd, vi allerede havde, jeg ville IKKE slippe det, og ej heller den drøm jeg havde, om vores fremtid sammen.

Jeg kommer ikke til at gå i detaljer, beslutningen er truffet, og han er flyttet, men det var en dag, som kommer til at stå klart, omend utrolig sløret i mit sind forevigt. Vi var opløst i gråd, frustration, knuste drømme, alle 4. Og har de første par dage, forsøgt at gøre alt hvad der stod i vores magt, for at prøve skabe gode rammer for vores lille familie igen. Vi pyntede til jul, hentede juletræ, og gjorde gode ting sammen.

Men allerede lørdag røg jeg ned med flaget, hvad jeg godt kan regne ud er, at det var kæmpe reaktion oven på det pres, som min krop har lagt under for de sidste mange uger, lidt ligesom når man går på sommer- eller juleferie efter en travl periode, så gir kroppen lidt op, og man tager pludselig imod alt.

Jeg har ligget i sengen siden, og er nu kommet på penicillin, da jeg har en voldsom infektion i kroppen, som jeg åbenbart ikke selv kan nedbryde….

Billedet her foroven, har også været et sjældent syn den sidste tid, vores fine lille Totte, har vi stort set ikke set, han har været skræmt for livet hver gang han kom ind, og skyndte sig i sikkerhed aller øverst oppe. Hans kærlige lyde, og gåen rundt i huset på rolige poter, har ikke eksisteret. Vi håbede naturligvis på, at det ville ændre sig med tiden, men det var der i hvert fald ingen tegn på endnu. Så her på mit sygeleje, har jeg stille kunnet se, hvordan han viser sig igen, her rundt i hele huset, hans madskåle er tilbage hvor de plejer at være, og han spinner i et væk, når han kommer til os. Vores ønske var i virkeligheden, at de to ville finde hinanden, vi ville så gerne, at Totte skulle ha et andet dyr at hygge sig med. Men det er nok mere realistisk, at finde en fin lille katteven til ham. Det ved vi da i hvert fald hvordan man skal gribe an.

Der var mange ting der gjorde, at vi tog den beslutning vi gjorde, og jeg kan også sige, at han har det super godt, der hvor han er nu. De er søde til at sende lidt videoer i ny og næ. Som på en måde gør rasende ondt, men samtidig gør godt, for jeg kan se han er glad og tilpas, og det jo det eneste vi ønskede.

Men jeg har været og er stadig i dyb sorg. Jeg har det som om, jeg er gået i 1000 stykker, drømme er knust, alene savnet af at ae hans bløde lille hoved, det skærer så dybt, at jeg næsten ikke kan få luft.

I er så mange, der har været søde at sende gode beskeder, og råd min vej, og jeg har slugt dem alle…. Og der er også mange, der spørg hvordan det går med ham, og derfor, dette indlæg kommer nu….. Jeg har simpelthen bare ikke været parat til at dele det før nu.

Så igen, jeg ber jer, hvis man har en mening om ovenstående, at holde en pæn tone. Vi synes virkelig vi var forberedt, vi gjorde en kæmpe indsats for at få det her til at lykkedes, vi ville ham SÅ gerne, så alene det, at opleve det her – ja nederlag – det er så hårdt så hårdt. For det er netop ikke en lille tøj bamse man bare kan returnere, det er et lille levende væsen, som jeg troede skulle være min trofaste buddy de næste mange år. Vi har handlet for ham, for hans skyld, og også derfor, vi har gjort det nu…..

Jeg har også stadig arbejde der skal udføres, og et hus jeg gerne vil hygge om og gøre fint…. Livet har været vist tænder i år, det må man sige…

Nu skal vi simpelthen bare samle os selv op igen, og forhåbentlig lande i det, så vi trods sorg og masser af tårer, alligevel kan få en god jul.