Et sårbart sted at være….

Alle mine gode visioner, ideer og håb for 2020, synes ikke helt at være i trit med mig. Jeg synes gang på gang, jeg starter dagen med et håb for dagen, for at gå i seng med samme tunge følelse i mit sind.

Jeg ved godt, at jeg til tider har et lidt vanskeligere sind end de fleste, og det er derfor, jeg er så evigt taknemlig for den hverdag jeg har…. Men det er ikke kun mit sind, der spiller mig et puds lige nu.

Det er simpelthen den her skade, som mit barn kom ud for i lørdags…. Jeg synes simpelthen den har taget pusten fra mig….

Som forældre, prøver vi at opretholde en lys facade, gejsten og heppekoret, som forældre nu skal. Samtidig med, at vi naturligvis gir hende fuldstændig ret i, at det bare er pisse træls.

Hun tager det vanvittig sejt, det er helt uroligt….. MEN, jeg kunne godt se, da vi var til træning med den bette igår, og hvor de skadede gymnaster også altid møder op. Det gør de fordi, der selvom man er skadet, altid er go styrketræning at udføre for de dele af kroppen der ikke er skadet. Jo mere styrke man opretholder i den skadede periode, jo hurtigere er vejen tilbage.

Jeg holdt lidt øje med hende undervejs, og jeg kunne godt se, lige på et tidspunkt, hvor avs det gjorde på hende, ikke at kunne være med…. Jeg forstår det, virkelig…. Det gør jeg.

Men inden i mig, er der sket en eller anden form for forståelse af, at ting kan ske…. Og Jesper sagde også til mig den anden dag “jeg har sådan lyst til at putte begge mine børn ned under et tæppe og passe på dem her forevigt”. Vi ved godt, at det naturligvis ikke er logisk tænkende og ej heller realistisk… Men vi er bare ikke okay inden i lige nu….

Og det er vel også iorden at ha det sådan en gang imellem, vi gennemgår perioder i livet, som kræver lidt mere eftertænksomhed end andre…. Og hvor vi lige nu, som familie, har brug for at trække lidt i hi, og være her for hinanden….

For nogen, lyder det nok skørt, at en albue af led, kan sætte så mange følelser igang, og jeg ved somend heller ikke, om det lige præcis er det, som er årsagen, nok bare mere, det som trickede det hele.

Vi har nogle gode snakke, vi krammer lidt ekstra og vi passer på hinanden…. Vi har lidt mentale skavanker hver især, at slås med… Selv lillesøster er påvirket, hun opdagede jo også, at det der gymnastik ikke er helt ufarligt, og det skal hun også lige forholde sig til…. Indtil nu, har hun kørt med sådan en slags “drengehjerne” fordi hun bare ikke er ældre, og lidt har haft den der indstilling, hvis træneren siger “HOP” så siger hun kun “HVOR HØJT”, hvor hun lige nu tænker, men hvad nu hvis det ER for højt….

Der har vi også været med Merle, det kræver en vis kontrol over egen krop, at udføre de spring de gør, og nogen gange, skal de lige være i en periode, hvor kurven ikke kun er opadgående. Det er også en læring i sig selv.

Så ja, det er jo ikke alvorligt som sådan, og lige om lidt, er armen helet igen…. Hun er faktisk allerede ude af slyngen, og hun er igang med masser af genoptræning. Armen er gul og blå og grøn, og det er nok i virkeligheden det, hun selv er mest forskrækket over…. Men der er noget mentalt arbejde for os alle lige nu, som vi også skal igennem….. Og det er der vi er…. Og det havde jeg nok bare brug for at skrive

Lad os alle håbe, at vi snart går mod lysere tider…. Både de ægte solskinstimer, og de der store glæder og forventninger vi alle har for et sprit nyt år…. Godt vi alligevel ikke er længere inde i det 🙂

Og nu vil jeg dykke ned i en stor skål bland selv slik og se X-faktor med mine 3 stykker guld.

GO WEEKND