Er det forkert at bruge de sociale medier?

En søndagsreflektion der for mig er historisk. Jeg har selv gennemgået forskellige kriser gennem det sidste stykke tid. For mig synes de store og næsten uovervindelige. Men pludselig føles alt fuldstændig minimalt som et issue der burde bringe mig i krise.

Vores land er i krise, vores verden er i dyb krise…. Jeg skrev et indlæg i onsdags, 3 timer før Mette Frederiksen gik på. Jeg skrev, at jeg ville ønske Danmark kunne gå i karantæne, men at det var absurd at tænke sådan, fordi det jo betyder, at hele verden burde følge med, før det ville gælde noget.

Det føltes fuldstændig uvirkeligt, at vores statsminister 3 timer senere, pludselig går ud og siger, at offentligt ansatte skulle gå hjem, alle institutioner lukker på mandag, alle skal minimere sine besøg med venner og familie, rejser skulle man nøje overveje osv osv…… Og siden har der været yderligere 2 pressemøder fra Mette Frederiksen, hvor alt er skærpet ind til et niveau jeg aldrig i hele mit liv havde forestillet mig. Og jeg tror ikke det er slut endnu. Jeg føler mig næsten sikker på, at vi rammer Italienske tilstande, og at lukningen af alt kommer til at køre mindst forbi påske.

For mig personligt, rammer det også økonomisk, kampagner er taget tilbage, nogle er skubbet på ubestemt tid, det er mange penge for mig, der lige nu forsvinder dag for det. Og dette er virkeligheden for virkelig mange mennesker.

Men det jeg vil med min overskrift, det kommer så her. De sidste par dage har de mest rørende videoer floreret fra Italien. Det startede med store tenorer der stod på toppen af bygninger og sang udover Italien. Og det har resulteret i, at folk gennem hele landet, nu står i vinduer og på altaner og synger ud over det smukke land, de synger til hinanden for at vise håb og samhørighed i en tid, hvor de stort set ikke må være udendørs.

Jeg blev rørt til tårer da jeg så det, og det gør jeg stadig, når jeg lytter til det. Jeg havde lyst til at dele det på min instagram, fordi jeg synes, det kunne så meget. Den her video siger så meget, om hele vores situation. Den siger både alt og intet. Den fortæller at der er tro og kærlighed, den siger vores verden er itu, den siger vi står sammen alligevel, den siger vi kæmper fra “hver vores altan”.

Rigtig mange har delt den videre, fra hvor de nu er stødt på den, og rigtig mange har kommenteret også under min deling.

‘En kommentar ramte mig. Den er skrevet af en kvinde, en af dem, som selv er kronisk syg, en af dem, som vi i særdeleshed passer på, med alle de tiltag der blir gjort her i verden. Men hun var ikke glad for min deling, hun kaldte det for #følelsesporno. Hun skrev Corona var et glimrende talerør for de sociale medier. Hun var ved at kaste op over folks budskaber.

Men har hun ret…. ??? Det spekulerede jeg lidt over, inden jeg sendte et svar. For det synes jeg ikke….. Det tog mig nogle dage, før jeg selv fattede alvoren af det her, og jeg har også grinet at Corona jokes for uger tilbage, men det gør jeg ikke mere. Jeg er også bange nu, for alt. For verden, for de sårbare i den, for økonomien, for de store virksomheder, for de små selvstændige, for erhvervslivet, for fremtiden…. FOR ALT….

Men jeg tror ikke på, at man får alvoren ind til folk, hvis ikke man deler det på de sociale medier. Jeg tror netop på, at vi når mange flere mennekser ved at dele. Jeg er rystet, når jeg ser folk sidde tæt og drikke rødvin i gaderne igår da solen skinnede, for det betyder, at der desværre stadig er et stykke vej, før alvoren går op for nogen. Det er IKKE en gratis ferie venner. Det sgu alvor….. Og nogen mister både job, eksistens, fremtid og nogle faktisk livet på det her….

Jeg kommer ikke til at tie stille på mine kanaler, det vil jeg ikke, for jeg synes det er vigtigt, at vi blir ved med at gøre opmærksomme på, at jo hurtigere folk bliver indendørs, jo hurtigere kommer vi det her til livs….. Vi skal handle, ja…. Og mange SKAL stadig på arbejde, fordi de ikke har anden mulighed. Men vi skal ikke sidde ude i solen og samles. Vores unger skal ikke mødes i store flokke og holde fester, vi skal ikke mødes med store flokke af venner. Vi skal færdes i respekt, med afstand og en fandens masse håndsprit og hygiejne.

Selvfølgelig må vores børn lege, men lad os minimere det til meget få af gangen, og kun hvis man ikke har sløje og snottede familiemedlemmer omkring sig…… Vi skal færdes med ekstrem omtanke…..

Jeg vælger dog at holde fast i min mening. Jeg vil dele, når det det føles naturligt for mig. Men jeg vil også stadig dele, at jeg måske maler loftet i min stue, at pigerne hygger med krea eller laver gymnastik. En vase med blomster eller hvad der ellers sker indenfor vores 4 vægge de næste uger. Og selvom jeg er pænt presset på min egen økonomi, så vil jeg stadig prøve støtte de små butikker der kæmper der ude lige nu. Det vil jeg altså….

Men er det mig der er forkert på den??? Gør vi “nar” af dem hvor det virkelig gælder, jeg kom da i tvivl, og heraf opstod dette indlæg.

Må jeg høre hvad I tænker?