I starten af den her lockdown gik jeg i plantemood med pigerne, nok lidt tidligere end vi plejer, men pludselig stod man der, med oceaner af “tid” som skulle udfyldes, og derfor satte vi ind med den her fine proces.
Det er næsten altid det samme vi sår år efter år, kun tilføjet et par nye ideer. Nogle gange har jeg forsøgt mig med melon planter, eller chili planter, den ene var med mere succes end den anden… ha ha….
Nu er vi i den heldige situation, at vi har både have og drivhus, så lige så snart planterne når en vis størrelse, så kommer de ud på vores overdækkede terrasse, indtil de skal fortsætte enten direkte i havejorden eller i drivhuset.
Noget af det jeg holder aller mest af i den her proces, det er selve processen at se noget gro. Hvordan et mikroskopisk lille tomat frø, bliver til en stor og smuk plante. Nogle af dem går rasende stærkt, og nogen af dem, skal ha lidt mere tid om at komme rigtigt igang.
Idag, hvor jeg udgiver indlægget, har det hele været i jorden i 12 dage, og status er, som på indlæggets aller første foto.
Men I har været rigtig mange der har spurgt, hvad det er jeg har sået, og det vil jeg derfor gerne fortælle her i indlægget.
Vi har sået agurker, tomater, blomsterkarse/tallerkensmækkere, ruccola, morgenfruer og stolt kavaler. Og så har pigerne også en krukke hver på sit værelse, hvor Merle har tomatplanter og Neel har agurker, og så har de naturligvis den klassiske påske karse i små skåle.
Jeg er vild med det her, vild med blomster, liv, at se noget gro, natur, vand og jord. Hele processen, der minder om den tid, som står foran os….. Det lykkedes næsten, at glemme, at man ikke helt kender den meget uvirkelige eksistens vi befinder os i i øjeblikket…. Hvem ved, om det faktisk kun bliver vores egen lille have, vi får lov at bevæge os i denne sommer….. Jeg skal ikke klage… alt for højt, for vi er naturligvis heldige, at vi overhovedet har en have. Men den slags kan man få, for meget billigere penge, når man som os, ha valgt at bosætte os i en lille by her i det jyske. Dog har jeg stadig et naivt håb om, at verden igen står åben for os, inden alt for mange måneder. Men vi må se, vi indordner os naturligvis under det som man skal, og så kan vi kun blive positivt overraskede.
Vi startede med at sætte krukkerne i vinduet, men jeg tror alligevel, at det kan blive lidt for varmt for dem lige der. Sådan nogle lerkrukker bliver ret varme, når solen står direkte på, og det gør de mange timer om dagen, på den her tid af året, hvor solen står så lavt.
Så efter et par dage flyttede de over på kommoden ved væggen, og det tror jeg de har det ok med. Jeg vender dem stadig på daglig basis, for de strækker sig – totalt som os mennesker – efter lyset og livet 🙂
Men her er, hvordan de så ud fra start…. Kun som frø i den bare jord…. En midtvejs status, og så hvordan de står nu, 12 dage senere.
Nu må vi så se, hvordan de klarer sig, nogen gange oplever jeg, at fx blomsterkarse blir meget lange, og mystiske… Det oplever min veninde aldrig, og vi gør præcis det samme, spørg mig ikke hvad årsagen er… Og så er jeg spændt på, om morgenfruerne og stolt kavaler sådan ægte blir til noget, dem har jeg nemlig aldrig prøvet i krukker indendørs. Dem plejer jeg altid sætte direkte i jorden, omkring maj måned….
Men hyggeligt er det, at følge med i….. Håber I måske får lyst til samme proces i den smukke kommende weekend.
Og hey, så er den nye Header jo endelig på bloggen…. Jeg valgte ikke den, som faktisk førte, mit hjerte bankede mest for den valgte, og den lå altså på en meget skarp anden plads…. Jeg har et særligt foto i mit hoved, jeg gerne vil tage hen over sommeren, som skal blive den nye Header…. Men indtil nu, der vandt pigerne i Paris…. Det er så dejligt drømmende og visuelt lige efter mit hjerte 🙂
Ingen kommentarer