Uro i hjertet….

I dag har været sidste dag med officiel hjemmeskole, i hvert fald for den ene her på matriklen. Imorgen starter Neel, og fredag følger Merle med. Jeg har fulgt nyhederne nøje idag, hvor mange er startet op, og jeg må sige, jeg allerede mærker nu, at jeg i morgen står med fuldstændig samme klump i halsen, som en mor der blev interviewet her til morgen.

Hun havde netop afleveret sin søn i 0. klasse, og imorgen skal hun så aflevere en i 4. Eller det vil sige, hun havde afleveret ham udenfor, til en lærer der stod ved et skilt, og som her fra skulle tage børnene med videre. Fra afleveringspunktet kunne hun så se flokken gå ind samlet…. Men med afstand….

Jeg kan ikke helt sætte ord på den følselse jeg har, men det hele føles bare SÅ forkert, jeg bryder mig simpelthen ikke om det, og jeg føler en uro inden i, som jeg har svært ved at sætte ord på. Det hele er så uvirkeligt, så bizart at være i. Jeg kan mærke at vores børn glæder sig, de glæder sig til at se deres venner igen, og til at være på skolen, men jeg kan også mærke, at de er lidt spørgende til det hele, og til den her sygdom. Jeg kan se på fx tik tok, der er sådan et lille logo oppe i hjørnet, som konstant er opdateret på hvor mange smittede og hvor mange døde der er både i Danmark og i verden. Det er faktisk Neel, der er mere bevidst om det hele, end mig. Jeg ser det i nyhederne et par gange om dagen, men hun er meget opdateret, og går op i det. Hun vil gerne vide, hun vil gerne lære, hun er nysgerrig på hvad det er der sker i verden omkring hende. Vi prøver at italesætte, men på et niveau, som også gerne skal være for børn at kapere. Men jeg er spændt på, hvordan virkeligheden nu rammer dem, når de kommer ud i den. Der står vaske hænder 7 gange på deres skema hver dag, og så skal de være rigtig meget ude, det er fint, lad os krydse fingre for, at vejret fortsætter den retning det kører lige nu…. Men de blir jo tyndslidte de små hænder…..

På mange måder er jeg også klar til at få lidt ro til at arbejde i, til at skrive i, en pause fra “MOAAARRRR” der blir sagt utrolig mange gange i løbet af sådan en dag, men det er jo netop den titel der gør, at jeg har så mange tanker, og en snert at uro i hjertet.

De skal selvfølgelig afsted, vi SKAL ha gang i vores land igen, og vi skal ha gang i hele verden igen. Og jeg skal absolut ikke være med til at bremse noget som helst, og jeg glæder mig til vi kan køre hjulene over grænsen og besøge alle de lande vi har lyst til …. Men jeg er også nervøs for, om der er gået mere politik end sundhed i den lige nu, jeg ved ikke rigtig hvem man skal stole på mere….. Gør I?

Men jeg er glad for de kommer afsted 1 og 2 dage før weekend, så kan vi lige føle det hele lidt an, snakke en masse om det, inden den første rigtige nye virkelighed rammer på mandag…. Jeg kan i hvert fald mærke, at jeg glæder mig til at sidde ved fredagens aftensmad, endnu en gang med vin i glasset og ro for dagen der venter forude……

Jeg håber jeg i weekenden kan skrive et indlæg, der er lidt mere fortrøstningsfuldt, og lidt mindre uroligt. At det hele viste sig at være meget nemmere for børnene at være i, og også for os forældre.