Barn af samme sind…

Det er altid sådan lidt med rumsteren i maven, når man udgiver de mere personlige indlæg, særligt fordi dette handler lidt om mit barn, men samtidig har min erfaring også vist mig, at det er nogle af dem, som er aller mest vigtige. Mit indlæg, udgivet i 2018, om selvsamme lille pige, og for tidlig pubertet, er et af dem, som stadig blir læst meget, og som jeg stadig får mails omkring. Det siger mig, at det som den gang føltes ukendt og tabubelagt for mig, stadig er noget af det, som mange forældre føler sig meget uoplyst omkring.

Status på det er, at Neel endnu ikke er gået i pubertet, hun fik den gang konstateret, at hun var i det man kalder pseudo pubertet, det vil sige, at hun havde nogle ting som var lidt tidligt på den, men så længe det ikke er alt, så kalder man det for pseudo. Og det er her hun stadig er. Hvis I vil læse indlægget om det, så findes det lige HER.

Selvsamme lille pige bevæger sig mod sit 10’ende år. Hun er kun 9, men hun har fødselsdag d. 6 januar, det vil sige, hun er ganske få dage fra, at skulle ha gået i 3. klasse. Den gang, da skolen nærmede sig, var jeg dybt taknemlig for, at hun ikke var født 7 dage tidligere, vi tænkte at hun var alt for sårbar hvis hun skulle ha startet et år tidligere. Men idag, der føler jeg mig ikke længere så sikker. Det kan også være, at det at hun kom afsted som den ældste årgangen, netop har gjort, at hun klarer sig godt, det vil jeg aldrig få at vide, men vi mærker nu, at vi har en pige, der nok er en smule forud for sin årgang. I hvert fald på mange områder.

Når man som forældre får barn nr. 2, at samme køn, så tror man lidt, at man ved hvad man får, men det gør man bare overhovedet IKKE, og selvom de har præcis samme opdragelse, og vi er sådan nogle forældre, der blir kaldt forældre med STORT F, så betyder det ikke, at man får to ens børn.

Neel, der langsomt men sikkert udvikler sit eget lille jeg, læner sig mere og mere op af mig, og det er jeg lige dele stolt af, og bekymret for. For jeg ved jo godt, hvordan jeg til tider har kæmpet med mit sind, min mangel på forståelse af, hvorfor jeg pludselig føler mig mut, akut behov for at være alene, og ganske enkelt ikke magter for mange arrangementer på samme uge….. Neel har det lige sådan, og oven i det, mærker vi nu, at hun også lægger meget stort pres på sig selv. Det handler både om skolen og om gymnastikken.

Tro mig, vi er meget opmærksomme på det, men vi kan ikke følge hende i tykt og i tyndt, vi kan ikke være der, og bane vejen for hende, men vi snakker meget om, at det er ok ikke at være perfekt i alt. Her til kommer igen, at hun jo er en af de ældste i klassen, og derfor måske også, har lidt nemmere ved tingene, og Cornona har ikke gjort det bedre, i kraft af, at de kalder det nødundervisning, hun mangler simpelthen udfordringer. Det betyder også, at der er alt for meget tid til, at gå op i nogle ting, som en på 9 år, overhovedet ikke skal gå op i.

Gymnastikken, som normalt også fylder 3-4 dage om ugen, har også været på pause, de havde deres første træning efter corona igår, og hold nu op hvor var det dejligt at sende dem afsted, og få glade og trætte børn hjem.

På gymnastikholdet er Neel den yngste, så her balancerer hun på nogle helt andre strå, lige gyldig hvad, så vil de andre altid været et step foran hende qua hendes alder. Hun er dygtig, det er derfor hun er der, men også her, er hun perfektionist til fingerspidserne, og det betyder tit, at hendes egen selvtillid spænder ben for hendes udvikling.

Nu skal det ikke lyde som om, at vi har et barn, der ikke fungerer, aldrig er glad osv. Men jeg vil gerne sætte fokus på, at de små mennesker vi udvikler idag, tidligt udvikler det her ekstreme pres på sig selv, og at man i meget tidlig alder, skal hjælpe dem til at forstå, og lære, at man ikke kan være den bedste til alt, at det er ok at man skal yde for at nyde, at man ikke kan det hele fra første step.

Det er noget af det Neel kan ha svært ved, fordi hun har haft lidt let til at lære de ting, som pt i hendes liv er sat foran hende.

Som forældre prøver vi holde meget fokus på, at hun stadig skal være barn, at hun stadig skal lege, at det her med kærester og drenge OVERHOVEDET ikke skal ha plads hos hende endnu. Men det er svært, når hun er landet i en årgang, hvor fx den slags fylder alt for meget….. På Merles årgang har den slags aldrig figureret, og til stadighed er hun overhovedet IKKE der, og så har vi Neel, der trods hendes alder, på nogle områder, faktisk er et andet sted end Merle. Og her spiller hendes pseudo pubertet helt sikkert også ind, hun har hormoner der ræser i et eller andet niveau, og det er også med til at gøre hende utrolig sårbar, at vælte hende før hun næsten står oprejst…..

Men vi er der, vi griber og griber, vi guider og guider, men vi er også lidt bestemte når vi forklarer, at nogle ting, skal man bare IKKE når man er 9 år, og nogle ting, er det helt ok, at man ikke kan endnu. Og samtidig, håber jeg, at når de kommer tilbage fra sommerferien, at undervisningen ikke længere kaldes nødundervisning, at det faglige kommer noget mere i fokus, således børnenes krudt og energi igen kan fokuseres på at lære i skoletiden.

I de sidste 3 måneder, hvor “skoledagen” enten har været taget fra dem, eller stoppet kl. 13.00, så har eftermiddagene været lange, også nu hvor gymnastikken har været væk, så der har faktisk i forvejen været rigeligt tid til at lege…… Som forældre, der forsøger at holde fokus væk fra alt for meget Ipad, og tilbage til et stadie hvor der er plads til at være barn og leg, er det nogle lange eftermiddage, når man også skal passe et arbejde.

Men sådan har vi alle været stillet, og det er nu engang den verden, vi befinder os i…. Ingen kan lastes for dette, og det er heller ikke her min fokus skal ligge med dagens indlæg.

Men jeg ville bare gerne berette om, at vores små mennesker, meget tidligt idag, stopper med at være børn. Neel stiller nogle spørgsmål om sig selv, som Merle endnu ikke stiller, og jeg synes nogen gange, det er utrolig svært at hitte ud af, HVOR meget jeg faktisk skal forklare hende, særligt om kvinde krop og udvikling, om hvornår man er klar til det ene og det andet. Samtidig med, at vi sidder og øver at stave til afskyelig, og hun lige er faldet i et spring i haven, og bare har brug for sin moar.

Ingen har sagt, at forældre opgaven skulle være nem, og jeg ved bestemt, at der er nogle der står med langt større udfordringer end os, men vi har alle vores, hvor vi forsøger at være den bedste forældre vi kan. Jeg lærer hver dag, og vi forsøger at balancere på en hårfin forældrebalance, i hvornår vi skal forstå, og hvornår vi skal slå bak, hvornår skal vi presse på og hvornår vi skal acceptere.

Idag fredag, er jeg helt alene med min yngste, Merle sover hos yndlingsveninden, og Jesper er ude med nogle gutter. Jeg har lovet Neel, at vi spiser livretter til aftensmad og lejer en film, og så skal vi bare hygge, snakke og være mor og datter. Putte under dynen i sofaen, og lade hende falde i søvn ved siden af mig. Den slags stunder er vigtige, fordi det lige præcis er her, hvor hun lader mig komme helt tæt på, hvor der er så go tid, at de gode snakke kommer frem.

Det er lidt ligesom når man er på ferie, og vi er ude sammen, når Jesper og jeg går med hver vores barn i hånden, og får de gode snakke….. Vi skal virkelig lytte til de små mennesker, og forstå hvor de er i livet, for jeg tror på, at det er nemmest at møde dem hvor de er, hvis man faktisk lytter og forstår…. At vinde deres tillid er livets største opgave, men samtidig her, hvor det kan være utrolig vanskeligt, også at sætte grænserne, efter præcis det, som de så tillidsfuldt lige har fortalt….

Vores børn her forskellige sind, og hos os minder Neel bare utrolig meget om mig, og ligeledes Merle om Jesper. Det er også derfor, at det er så let for mig, at forstå hvordan hun kan ha det, men ligeledes også mig, der først blir en lille smule spids, når ikke vi trænger ind….. Og sådan er det ofte, min far og jeg er også meget ens, og derfor er det også min far og jeg, hvis forhold der ofte slog gnister da jeg var barn, og min rolige mor, der sjældent opstod konflikter med…..

Jeg håber at jeg, med teenageårene der kommer, vil lære at sætte mine egne følelser en smule tid side, og møde mit barn hvor hun er….. Og samtidig være den voksne, der guider hende på bedste vis ud i livet….

Men det er altså svært…… Forældrerollen ER bare stor. Og den blir kun større i takt med at børnene vokser. Det gode gamle ordsprog “små børn små problemer, og store børn store problmer” holder bare….

go weekend, og tak fordi I læste med 🙂