forandringer Hjem

Tomme stuer og stor beslutning….

13. august 2020

Jeg skal love for, at vores dage har taget en kontrastfyldt drejning siden sidste uge. Vi hang som små svage tråde krampagtigt fast i det sidste af ferien, befandt os i total fornægtelse, og håbede at der ville komme et mirakel ned fra himlen, der sagde “I holder bare en uge mere”….. Men det skete jo ligesom ikke, og mandag morgen ringede vækkeuret kl 6.00 for Jesper vedkommende, og 7.15 for mit og pigernes….

Heldigvis er vejret med til at opretholde eftermiddagene i go stemning. Der er badning, is og solskin ad libitum. Børn der griner og håndklæder der konstant blæser i vinden for at tørre…..

MEN….. Inde i vores hus er en helt anden stemning. Mandag aften tømte vi stuen og spisestuen for alt undtagen sofaen og spisebordet. Det blir flyttet fredag, hvor også køkkenet bliver afmonteret.

Lørdag morgen henter vi slibe maskiner, og så kommer vi nok til at arbejde i døgndrift lørdag og søndag. Vores tøser er parkeret hos mine forældre, så der skal ikke sørges for noget som helst udover at komme så langt som muligt med gulvene.

Det er gulvene i stuen, spisestuen, køkken, gang og trappe der skal slibes ned. Hvor mange gange vi skal over det, ved vi ikke endnu, men vi håber sørme det blir bare en smule samarbejdsvilligt.

De sidste to aftenener har vi malet stuen, og jeg er lidt i tvivl om hvornår alle fodpanelerne bliver malet, men det bliver de i hvert fald på et tidspunkt.

Efter mange mange forsøg, er det også endelig lykkedes os, at finde den helt rigtige olie farve til gulvene. Det er 64 kvm, og det er de rum, som vi opholder os i aller mest. Det er derfor helt vildt afgørende, at vi rammer den rigtige farve fra start af. Da man naturligvis ikke liiiige laver det om, som hvis man havde malet en forkert farve på en væg.

Jeg har stort set ikke lukket et øje i over en uge, fordi jeg simpelthen har så mange sommerfugle i maven omkring den her proces. Både gulvfarve og køkkenvalg er helt vilde for mig, vi har IKKE valgt at gå safe denne gang, og det skaber naturligvis en eller anden form for uro, om man nu har valgt rigtigt.

Jeg håber jeg kan vise jer de nye gulve i starten af næste uge 🙂

Køkkenet ved vi som bekendt ikke helt hvornår kommer, men det nok ca. om 4 uger, og efterfølgende skal der tages mål til bordpladen, der så kommer godt 4 uger efter. Vi er nok på den anden side af efterårsferien, før tingene står helt færdige.

Men da det nye køkken har en bordplade, der er 2 cm lavere end den vi har nu, er Jesper nødt til at hæve soklen. Derfor skal alt afmonteres nu, således han kan slibe gulvene korrekt, og bygge den nye sokkel op, så det bare er klar til montering når det kommer.

Og for at det ikke skal være løgn, kom vi til at trække lidt i noget maling på gelænderet til trappen op på 1. salen. Det viste sig at ryge af i store flager, så nu har vi faktisk også liiiget et gelænder der skal slibes, nu hvor vi er igang……

Men det er en vild proces, og jeg er virkelig udfordret på, at jeg mangler mine små fotohjørner, det er lidt svært at være kreativ, i helt tomme rum.

Vores soveværelse er helt normalt, men det bliver naturligvis helt lukket med plastik, ligesom det bliver til 1. salen. Det støvlag der kommer til at fylde vores hus, skal minimeres til absolut minimum…..

Jeg har set uhørt meget frem til den her proces, og jeg er mere end spændt på at komme igang med den. Men det er også lidt mærkeligt, efter 14 år med malede gulve, at sige farvel til det helt lyse og smukke look som vi har lige nu. Jeg håber sørme det blir godt…..

    Warning: Undefined variable $consent in /customers/e/3/5/mernee.dk/httpd.www/wp-content/themes/alder/comments.php on line 38

    Svar