Her i huset kamuflerer vi virkeligheden i projekter. Vi har simpelthen nået så vanvittig mange ting her i 2020. Det skyldes naturligvis mange ting.
Det skyldes rigtig gode samarbejder, det skyldes at vi havde sparet nok sammen til nogle af de ting vi havde ønsket os.
Men mest af alt, skyldes det med sikkerhed, at man har haft så ekstremt mange tiner på matriklen, fordi man ganske enkelt ikke, har kunnet foretage sig andet.
Jeg snakkede med min lokale malerbiks forleden, og de har aldrig haft så travlt, som i foråret, hvor hele verden lukkede ned.
Nu sker det lidt igen….. Og jeg frygter, at vi ikke har set de sidste tiltag endnu. Som mor til børn i folkeskolen, forsøger vi krampagtigt, at holde fast i det der tilnærmelsesvis minder om den normale hverdag. Pigerne er i skole, og til deres held, er foreningslivet for børn og unge op til 21, ikke blandt dem, som i fredags blev lukket ned minimum 4 uger.
Jesper har gennem hele perioden også været på arbejde, og jeg har også haft min hverdag kørende i nogenlunde samme omfang som jeg plejer.
Vores morgener starter derfor som de altid har gjort, pigerne blir sendt afsted, jeg arbejder indtil de kommer hjem, vi nyder eftermiddagstimerne, spiser tidlig aftensmad, og så er der træning en del af dagene.
MEN…. her stopper normaliteten også. For alt hvad der ellers plejer at optage os, det findes stort set ikke mere. Når jeg tilfældigt rammer et program om den store lufthavn Heathrow, så føles det som om, at man ser noget fra en svunden tid. Den enorme menneske mylder, fly der letter og lander 24 timer i døgnet med få minutters mellemrum. En stor summende bygning fuld af liv, med hver sin lille plan ud i verden. I det hele taget bare det, at se en film eller en serie, hvor folk samles til store fester, går i store flokke på gaden, kysser, krammer, spiser på restaurant….. Det er simpelthen så uvirkeligt, og efterhånden så længe siden, at jeg får svært ved at se, hvordan vi nogensinde når tilbage her til igen.
Jeg har læst, at en af grundene til, at virus blusser op igen, også kan være, at folk er corona trætte. At man her på snart 9 måned, kun får indskærpet sit liv mere og mere. Jeg fornemmer det selv når jeg handler, folk står tættere og tætter i køen, mange “glemmer” at spritte. Det er tydeligt i gadebilledet, at folk forsøger at opretholde, men de er trætte, og så er det svært. SÅ SVÆRT…. For det virker jo ikke rigtig til, at det helt virker alligevel.
Jeg ved godt, at vi her i Danmark, faktisk er enormt heldige i forhold til andre lande. Nogle har været i ekstrem lockdown stort set siden marts, udgangsforbud, hjemmeskole og store politi bøder hvis det overskrides. Jeg får næsten hjertebanken bare ved tanken. Det her, det får så store menneskelige konsekvenser, at jeg ikke kan rumme det. Jeg tør virkelig ikke tænke på efterfølgende af det her. Det er så uhyggeligt.
Og hvad sker der når vaccinen rammer??? Jeg er ret sikker på, at der også her, bliver mange der ikke ønsker at få den. Se bare på HPV vaccinen, og de almindelig børne vacciner, hvor mange forskellige holdninger der findes omkring dem. Og hvor mange der faktisk fravælger. Jeg er sikker på, at vi også her, vil møde en stor gruppe af mennesker, der ikke vil røre den med en ildtang….. Og ærligt, så har jeg da også selv mine tanker om den. Jeg skal i hvert fald ikke ha den som den første…..
Som det ser ud nu, blir der ingen julefrokoster, ingen skiferier, ingen store familie sammenkomster, ingen tilskuere ude og inde til sports arrangementer….. For første gang længe, er jeg lykkelig over, at vores familie rent faktisk kun består af 6 mennesker, så lige gyldig regler, så overstiger vi ikke forsamlingsantallet.
Jesper skal også fejre sin 40 års fødselsdag om et par uger, her bliver vi 8. Og det er 8 som vi ser meget ofte i forvejen, derfor allerede samme smittekilde, og helt ok at mødes om go mad og hygge.
Men det der lys….. For enden af regnbuen….. Jeg prøver konstant at tænke positivt, at trække vejret dybt ned i maven, og hive det gode humør frem….. Men nogen gange, fx idag, der rammer det mig bare. Virkeligheden. Som lige der, udenfor min dør….. IKKE ser ud som den plejer, og uvisheden om den nogensinde kommer til det, den bekymrer mig, helt ind i hjertet…..
Ingen kommentarer