I mit seneste indlæg var humøret tungt og jeg følte ikke jeg havde oplevet sådan ca. noget som helst…. Og I var søde til at bekræfte, at jeg ikke var alene med at stå i den der følelse af, at man faktisk ikke rigtig kan berette om noget som helst fra den ene dag til den anden.
I de sidste måneder glider dagene ud i en meget ensformig masse… Særligt den yngste her i huset, kan vi også fornemme det på efterhånden, humøret er i bund, energien er lav…. Hun har svært ved at sætte ord på hvad det er, men vi ved det jo godt. Det er bare så pokkers ensomt at være barn midt i corona, og være så isoleret og afgrænset fra sin hverdag og sine venner…. Jeg håber og ber til, at de får lov til at komme afsted SNART.
Set i lyset af, at vi alle dykkede lidt i humør i den forgangne uge, så besluttede vi simpelthen, at lørdagen skulle bruges ud af huset. Så vi satte os i bilen, og kørte 3 timer nord på, landede på spidsen af Danmark i det smukkeste vindstille solskin. Pigerne var pakket ind i skibukser og varme frakker, og de endte med at gå rundt uden frakker og uden huer, fordi solen simpelthen bagede ned.
Det var utroligt befriende, at bevæge sig på “nye” kanter. Det er par år siden vi sidst har været i Skagen, alt så ud som det plejer, men alligevel helt anderledes, end det vi er vandt til. Isen var frossen mellem sivene, og det gjorde, at man kunne gå på områder, som normalt er helt ufremkommelige. Det var til stor glæde for store og små. Der blev skøjtet rundt på små vandhuller, der blev grint og der kom røde kinder.
Hjemmefra havde vi smurt sandwicher, som vi nød ved vandet. Så efter gode timer i benene, og inden vi kørte videre, fik vi varm kakao og kage ved en lokal bager.
Ikke så langt fra Skagen ligger Råbjerg mile, det er så smukt et sted om sommeren, men vi havde stadig en smule dagslys at gøre med, så vi besluttede at tilføje endnu et punkt til vores tur. Og det var jeg virkelig glad for vi gjorde. De store klitter var dækket af sne, og solen gik ned i den tid vi var her. Vi mødte få familier med kælk, hvilket pigerne var lidt misundelige på, bakkerne var oplagte til at suse afsted på…. Men vi nøjedes med at gå rundt i den vilde natur, for til slut at opdage, at en kæmpe stor sø var helt frosset til.
Det var i sandhed et magisk øjeblik, at stå der, i solens sidste skær, og se mine 3 skøjte rundt på den tykke is. Jeg hørte grin som jeg ikke har hørt længe, og små forskrækkede vin, når isen alligevel knagede under dem. Vi fik også nogle gode snakke med vores to små damer, om den her helt særlige tid, som vi lige nu bare må stå igennem.
Jeg ved godt, at om få dage, så hænger vi sikkert lidt med mulen igen…. Men for nu, der er vi bare tanket en smule op på oplevelser, på solskin og på at have set noget andet, på at have holdt i hånd og krammet lidt ekstra, og det trængte vi sådan til….. Og så må vi simpelthen lægge lidt flere ind af den slags dage i de næste uger, hvor vi lige skal holde ud endnu en gang….
I dag søndag stod vi op til endnu en solskinsdag, min kære mand startede hele formiddagen på golfbanen, det er en nyere hobby han har fået. Til hans 40 års fødselsdag ønskede han sig et golfsæt, og det fik han. Jeg troede ærligt ikke det var noget der ville optage ham, men der blev jeg klogere, hver eneste weekend morgen hvor han synes der er tid, er han at finde der ude på de grønne baner.
Jeg selv fik lov at sove længe, fik gjort huset rent, og så blev der handlet til ugen der kommer….
Efter rengøringen nød jeg det fine vejr, og forevigede de gode stråler der lyste igennem de rengjorte stuer…. Vi nævner helst ikke, hvor afslørende det er for vinduerne…. ha ha….
Og ja, så skulle der gøres klar til aftensmad, som naturligvis blev indtaget foran fjernsynet på denne håndboldaften…. Det kan godt være, at vi er isoleret som bare pokker, men i aften, er vi en samlet nation, der heppede på de seje danske herrer…. Kæmpe stort tillykke til dem, det var sgu en flot præstation de leverede under helt særlige forhold.
En perfekt afslutning på en virkelig virkelig dejlig weekend….
Ingen kommentarer