Jeg blir altså lidt trist……

Jeg skrev dagens indlæg igår, hvor jeg var aller mest nedtrykt…. Men så i dag, stod jeg op til solskin, købte friske blomster på min morgen gåtur, og lækre tæpper kom ind af døren. Det hele gav mit sind lidt adspredelse, og jeg overvejede, om jeg skulle udgive dagens indlæg.

Mine tanker er dog stadig de samme. Og jeg havde brug for at dele dem med jer. Jeg kan “heldigvis” se, at jeg efterhånden langt fra er alene med at føle som jeg gør. Det handler naturligvis om mor følelsen, fordi jeg har et barn, i præcis den alder, der lige i øjeblikket bliver forbigået gang på gang. Onsdag holdt vores Statsminister det længste pressemøde nogensinde, og med en selvudvalgt titel som BØRNENES statsminister, synes jeg det var decideret trist, at hun på INTET tidspunkt nævnte hele den kategori af 5-8. klasses elever, der fortsat ingen udsigter har til at komme tilbage.

Da jeg læste med hos Rikke May – og kommenterede, var der en der skrev tilbage til mig “så lav da idræt udenfor, hvor svært kan det være?”….. Og det var svaret til, at jeg ligesom Rikke, stod med et barn, hvis øjne igen igår slukkede sig, da jeg måtte sige, der går desværre 6 uger mere, før I mindst kan komme i skole, og indendørs idræt er heller ikke med i beregninger endnu. Min datter er sådan set et velfungerende barn, og hun klager ikke, virkelig ikke, og det fornemmer jeg heller ikke, at fx Rikkes gør, men hun havde også en datter, der nu er tydeligt påvirket, af hele den her usikre tid, uden udsigter til noget som helst. Men tak Rikke, fordi du ytrede dig igår, og i dit kommentarspor ser jeg, at vi er mange der oplever det samme.

Vores piger går til en sport, man ikke bare flytter udenfor, selvfølgelig vil man også forsøge at tænke kreativt, og lade dem mødes udendørs i den her periode. Men man kan ikke flytte selve deres træning på airtrack og i trampolin udenfor, det er fysisk umuligt….. Men det er jo ikke bare træning. Sidste år bremsede corona hele deres opvisningssæson i foråret, der blev ‘en lille konkurrence uden tilskuere i efteråret, resten blev aflyst, og nu står endnu en sæson med opvisninger til at gå op i røg. Det vil for deres vedkommende sige, at de faktisk på nuværende tidspunkt, allerede ved, at de har mistet 2 år, af hele formålet med al deres træning. – vedkommende kommenterer iøvrigt længere nede, at så kan de da bare gå til fodbold, og så måtte jeg bare give op, for med det syn på hvad det er de oplever, kommer man jo ingen vegne…. INGEN…. og der vil aldrig opnåes forståelse.

Der er INGEN økonomi der kan rette op på tabt indlæring, tabt socialt samvær, fysisk fravær, oplevelser, nærvær og alt hvad skoler og idræt tilbyder vores unge mennesker. Det bliver bare hårde psykiske regninger der ligger og venter år ud i fremtiden…. Og det bekymrer mig dybt ind i hjertet.

Jeg har ikke ikke den gyldne regel for hvad der er det rigtige, og jeg sidder ikke med alle de excel ark, der lige nu styrer hvilke kategorier der åbner før andre….. Men personligt, undværer jeg gerne selv en hel den, til fordel for, at vores børn snart kan få deres hverdag igen….. Og jeg lover jer, min lille butik, kan også godt mærke den tid vi går igennem, så det er ikke fordi jeg sidder her med mit på det tørre, og har denne holdning. Men som jeg siger, økonomien, den kan på en eller anden vis, forhåbentlig rettes op på sigt, det er en helt anden sag med alle de psykiske og fysiske mén der ligger og ulmer under ungdommen…..

Det er godt foråret er kommet tidligt i år…. Eller at vi i hvert fald lige nu, har en lille forsmag af, hvad der venter forude. Min egen far, skal vaccineres på mandag, og det glæder mig meget, inden sommer er vi det forhåbentlig alle….. Jeg håber, af hele mit hjerte, at de næste måneder, vil overraske mig positivt, at smitten ikke eksploderer, at sygehusene ikke bliver overbelagt. Og at vi efter sommerferien, efterhånden har et samfund, der er så tæt på imun, som man kan blive, således, at vores børn kan vende tilbage til en genkendelig hverdag, hvor nødundervisning er fløjet til bloksbjerg og forsamlingsforbud er historie……