Som forældre skal man udvikle en helt særlig form for hård hud …..

En turbulent uge begynder at ha sin ende, og jeg må sige, det har været noget af en rutsjebane…..

Som jeg beskrev i søndags, var Merle meget urolig for de nye klasser, som de skulle præsenteres for i løbet af ugen. Og allerede mandag, sidst på dagen, kom de.

Jeg stod hos tandlægen, havde jo den her enorme forhøjning der skulle slibes ned, og stinget de havde syet med efter visdomstanden, havde revet sig løs, så jeg rendte og tyggede på tråden. Ikke cool…. Så det skulle der lige gøres noget ved.

Og bedst som jeg skulle ind, ringede Merle, helt opløst…. De havde fået klasserne, og hele årgangen var et stort bævrende “helvede”. Nogle var ulykkelige, nogle var vildt glade, nogle var bekymrede, nogle havde ingen holdning overhovedet. Lad mig bare sige, der var utrolig mange teenage følelser på spil. Jeg skulle hurtigt lige spore mig ind på, hvor al gråden kom fra. Og mest af alt, handlede det om, at hun simpelthen bare havde været SÅ nervøs. Merle er ikke af natur den mest frembrusende pige (undtagen her hjemme), hun kan godt gå og “mure” lidt over noget der trykker hende, og pludselig, så kan følelserne ikke blive inde mere….. Det var det der skete….

Klassen er hun som udgangspunkt glad for, omend også bekymret. Sådan er det, og sådan vil det nok altid være. Det er usikkert og nyt, og der er mange ansigter de slet ikke har endnu. Vi prøver at forklare, at det er positivt, at man har masser af åbne muligheder for gode og nye relationer. Hun har også fået sin bedste veninde med, så fundamentet er godt. Det føler hun. Men sårbart, føler hun også…..

Som forældre, er det svært, begge piger har en alder nu, hvor man simpelthen ikke kan løse problmerene for dem mere. For os, handler det i høj grad om, at man skal opbygge tryghed og nærhed, at de har tillid til at komme til os, og fortælle hvad der sker, så vi kan guide og vejlede, og skubbe dem ud i livet, og lære dem at blive robuste. For hold nu op, hvor starter tingene tidligere og tidligere. Jeg er ofte oprigtig bekymret som pige mor, og her af overskriften til dagens indlæg….. Det kræver en vis form for elefant hud, at sende pigerne afsted dag efter dag, uden at have en pind at skulle ha sagt omkring hvem der siger hvad, gør hvad, hænger ud med hvem osv osv.

Den seneste tid, har vi øvet og snakket meget om, at man er nødt til at lære at sige fra, at få en smule rundsave på albuerne, og mærke efter, om man faktisk synes det er okay det som foregår….. Det er tough, virkelig tough. Og jeg tænker egentlig, at det kun bliver værre…. I hvert fald over de næste år.

Sætningen, som jeg ofte gentager “små børn små problemer, store børn, store problemer” er 100% sand.

Dog tænker jeg også, at når vi kommer lidt længere hen, gymnasie tiden ….. Så tror jeg det falder mere til ro, at man ligesom har fundet mere ud af “hvem man er” og hvad man vil finde sig i, hvor man hører til, hvilken vej man vil osv.

Men det er ikke der vi er lige nu, vi har stadig små sårbare mennesker i huset, som er ved at lære det hele.

Ferien her er kærkommen, i stor stil. Og vi glæder os ubetinget, til at trække stikket lidt fra ræset, til rolige morgener og dage uden bekymringer…. Og selvom Jesper og jeg, ikke tjekker rigtigt ind i ferien før om nogle uger, så giver det alligevel en helt anden ro, at lige præcis alt det her, som har fyldt SÅ meget i en rum tid, kan få en pause, at pigerne kan være sig selv og slappe af og lave ingenting….. Og lige om lidt tage på camp, og være i deres elskede gymnastik univers.

Her til aften er de begge ude, Merle er sammen med de fleste af pigerne fra hendes gamle klasse, en slags afskedsfest, og Neel er samlet med 4 andre piger fra hendes gymnastik hold. Og jeg håber, af hele mit hjerte, de kommer glade hjem, med maven godt fyldt op af grin og hyggelige timer. Det ville være så dejligt, at gå på ferie, med en rar og fundamental følelse af at høre til.

Det er altid lidt grænseoverskridende for mig, når jeg deler de her indlæg, særligt omkring pigerne. For de læser dem selv, deres veninder læser måske med og venindernes forældre…. Og også derfor, jeg naturligvis ikke går i detaljer. Det tænker jeg heller ikke der er nogen grund til, for den følelse jeg beskriver, er jeg sikker på, at I er mange andre der genkender. Og det er netop derfor, jeg også vælger at skrive om det. Fordi det er vigtigt at have fokus på, at vi lytter til vores børn, også når de ikke siger noget. Kropssprog siger ofte meget mere end ord….. Og selvom mine billeder, og mit univers ofte udstråler en særlig lykkelig aura, så er vi også mennesker, der tumler med helt almindelige hverdags issues…..

Men lad mig slutte af med, at jeg midt på ugen, faktisk havde en lille sejers dans, for Italien har besluttet at afskaffe mundbind udendørs pr. 28 juni, hvilket var en af de ting, der bekymrede os ekstra i forhold til vores kommende ferie, særligt mine forældre, som skal med. Men nu er det ikke længere et problem, og det blev vi enormt lettede over at læse. Oven i det, kvalificerede Danmark sig videre til EM, det bliver en spændende kamp i morgen….

Desværre har Balou også være syg her i løbet af ugen, jeg ved ikke, om det er fordi han er en race kat, at de er mere skrøbelige…. Men han døjer fra tid til anden, med opkast og bliver lyn hurtigt sløj og utilpas…. Heldigvis er jeg efterhånden øvet i det, og ved hvor jeg kan sætte ind, og han var allerede ok på toppen dagen efter….. Men det er, som jeg startede med at skrive, en tid, hvor jeg føler mig i en slags rutsjebane…. Lidt for meget op og ned….. Nu gider jeg godt en periode, der bare er sådan okay lige ud….. Uden alt for mange overraskelser, bekymringer og tanker….. Vi vil bare gerne nyde ferien, alle 4, og trækkes os lidt fra alt ræset.

Tak fordi I læste med, og rigtig dejlig weekend.