Life… Hverdag… Skærmtid…. pigemor….. & et særligt minde..

Søndagsrefleksionen holder efterhånden ikke rigtig mere, jeg får sjældent ret mange ledige stunder i løbet af søndagen, og dem jeg får, dem orker jeg ikke at bruge på at tænde computeren, så til jer, som nyder dem, jeg håber I bærer over med, at de nok bliver mere flydende, og med blandende dagsordener.

Søndagen er den dag hvor vi sørger for huset bliver gjort rent, der bliver handlet ind til ugen der kommer, og så har pigerne træning om eftermiddagen fra 17-19, som de også skal fragtes frem og tilbage til, efterfulgt af bad og aftensmad, så ja, det er sjældent vi når ret meget andet, end at flade ud foran flimmeren når aftenen falder på.

Men det er præcis også det, der giver anledning til, at jeg har fået lyst til at skrive lidt om skærmtid, for det er en evig snak vi har her i huset. Jeg synes det er sådan et svært emne, og utrolig svært også at navigerer i, hvor meget man skal styre det.

Vi har som sådan aldrig haft regler for skærm tid her hjemme, de sidste mange år, har pigerne haft et ret stramt program, så hvis det er deres måde liiiige at koble fra på, når de er hjemme nogle timer om eftermiddagen, så har vi accepteret, og synes at det var okay. Fordi, jeg ved, præcis hvordan det er. På sofaen, med en eller anden streamning på TV, og jeg er fuldstændig i zen. Her slapper jeg 100% af.

Men vi har også fornemmet, på det seneste, særligt hos vores yngste, at man måske nyder det lidt for meget, og derfor fravælger venner og fællesskab, for at søge hjem, og bare sidde med sin skærm, og det er også farligt, at se stiltiende til på. Vi balancerer på en hårfin grænse her, for vi ved godt, at pigerne har en stram hverdag, som allerede fratager dem mange ting som fx fødselsdage, klub om aftenen, hygge arrangementer, i det hele taget bare almindelig aftaler. Og det vælger de selv, fordi de elsker deres sport. Men når man så også, begynder at vælge lidt for meget skærm i sin fritid, på bekostning af at være sammen med nogen, så kan man virkelig ryge ud af fællesskabet.

Jeg har skrevet om det her før, særligt før sommerferien, hvordan vi fornemmede, at det ikke var så nemt socialt. Og det er desværre fortsat her ind i starten af 4. klasse. Neel elsker sit eget selskab, hun elsker faktisk vores selskab, hun er enormt nysgerrig på viden og læring, hun ELSKER at gå i skole. Men hun er ikke verdens bedste, til at være sammen med andre, og til at opsøge det. Og når hun så ikke bliver spurgt, fordi hun også ofte skal noget andet, så er det langsomt gledet i en lidt farlig retning, som vi er meget opmærksomme på. Og derfor også nu, har sat lidt regler op omkring. Så der ganske naturligt bare ikke er skærm til rådighed, når man kommer hjem.

For Merles vedkommende, så ligger der klub mandag og torsdag, som slutter kl. 21, så hende og et par af gymnastik veninderne, prøver lige nu, at udrette en form for lynrekod i at klæde om efter gymnastik, således de liiige kan nå de sidste 50 minutter, så de stadig formår at være lidt med, der hvor “det sker”. Jeg er spændt på hvor længe det varer, at de gider det….. Nu må vi se, men vi lader hende selvfølgelig, så der ikke også her, kommer et tab rent socialt.

Det er godt nok svært, når man bare ELSKER sin sport, og gerne vil bruge så mange timer som muligt på det. Som læser sidder man nok og tænker, kan de da ikke bare hoppe nogle træninger over. Men det kan man bare ikke rigtigt, for der er – her i efteråret – helt tiden noget, man træner op til, og der er en enkelt træning altid vigtig, der er altid noget, man gerne vil øve, og måske drillede noget ved den sidste træning, så skal man i høj grad afsted til den næste, så man kan få bearbejdet den forgangne, og sådan går det, uge efter uge….. Og når foråret træder ind, er der opvisninger, som der trænes op til. De vil simpelthen ikke gå glip af noget af det

Jeg er sikker på, at dem som træner fodbold, håndbold eller andet, de godt ved hvad jeg snakker om, der er også mindst 2 træninger om ugen, og kamp i weekenden. Det tager tid, fra en masse…. Og det bliver også det, som ofte gør, at de unge falder fra, fordi “LIFE”.

At være nogens pigemor ( i hvert fald i mit tilfælde ) er godt nok ikke så lige til, og jeg tror kun, vi lige er begyndt at smage på teenage livet, og mange flere bekymringer.

Men vi er sgu også stolte af de piger, vi synes faktisk, at vi har gjort et ganske godt stykke arbejde, hvor vi hver eneste dag, øver os i at være forældre, i et nyt sted i livet.

Det blev et længere indlæg, men det fylder også meget for os, vi snakker meget om det…. Og derfor, havde jeg brug for at sætte lidt ord på, for måske, sidder der nogen der ude, der har noget erfaring, de vil dele med mig/os.

Men ellers har vi haft en dejlig weekend. Fredag var vi i biffen og se Ternet Ninja 2, det var godt nok en sjov film. Præcis som den første, mange gode pointer, som pigerne måske ikke liiiiiige fanger, men som for os voksne, går lige ind. Han er skarp ham Anders, det skal han godt nok ha, jeg håber en dag, vi kommer ind og ser et af hans shows, det gad jeg virkelig godt.

Lørdag var vi hele dagen ude og arbejde – igen – med pigernes gymnastik hold, det er sådan noget man gør, for at tjene penge til holdet, og også for at vise vores børn, at der faktisk skal ydes en indsats, for at betale for de oplevelser, det her hold kan give en. Jeg synes det er en ret vigtig pointe.

Og om aftenen havde vi gæster, til go mad, masser af rødvin, grin og snakke. Det var helt perfekt.

Og således er vi nu, gået ind i en ny uge, hvor jeg onsdag, har rykket dagen ud, for at drage til Århus og hygge mig med min mor. Her på matriklen har vi nemlig både Merle der lige om lidt fylder 13 år, og Jesper, der dagen efter fylder 41, så vi skal finde fødselsgaver til dem, spise go frokost og bare nyde byen.

Sidste år gjorde vi det samme, det var en særlig dag, vi aldrig vil glemme, for det var den første dag, hvor man skulle iføre sig mundbind i alle butikker her i Danmark, min mors briller duggede hele dagen lang, og vi havde en krig med at huske de bøvlede stykker stof….. Tænk at det blev ens hverdag, i over et halvt år. Det er ikke til at forstå nu, hvor der sidste uge, var 55.000 samlet i parken til koncert, og det hele føles tæt på normalt igen.

Personligt går jeg dog med sådan en “hvornår lukker de os ned igen” feeling i maven, men jeg håber den bliver der, og lige så langsom forsvinder.

Ønsker jer alle en rigtig dejlig dag