På ski i Østrig – Salzburgerland

Annonce Salzburgerland

Billedet herover har dannet ramme om os den seneste uges tid. Hotellet som ligger lige der, for enden af pisten; Sonnhof Alpendorf, og vores terrasse var den øverste hvide under det grønne tag.

Men for halvanden uge siden, troede jeg ærligt slet ikke, at den her tur blev en mulighed. I flere måneder havde vi glædet os, omend med frustrerede corona-tanker, der var så mange ændringer i rejserestriktionerne, at man næsten blev forpustet af at holde styr i dem. Og da pigerne, 3 uger før rejsetid, pludselig fik corona, troede vi løbet var kørt. Men heldigvis ændrede det sig igen, og det er nu, så vidt jeg har forstået, muligt for de fleste at rejse derned.

Hvad der i stedet væltede vores verden var, at lille Neel torsdag til træning, i hendes aller sidste spring, brækkede begge knogler i sin venstre underarm. Vi blev slået itu, på stedet. At se sit barn, i så meget smerte, så ulykkelig, så hjælpeløs. Det er ganske enkelt ikke til at bære. Jeg var til træningen, og hørte hende skrige, Jesper var der som træner, og Merle var der jo også som gymnast. Alt stod stille, et kort sekund, indtil virkeligheden langsomt gik op for os. Afsted mod skadestuen med hende…..

Først lørdag morgen blev hun opereret, lægerne var i tvivl om, hvad der var bedst, men det blev til operation, og hendes arm er nu stabiliseret med 2 metalstænger, som først skal ud om minimum 3 måneder.

Neel havde ét ønske undervejs, hun ville bare så gerne på skiferie. Så da vi lørdag, efter operation, fik lægernes accept. Tog vi – et døgn forsinket – afsted mod Østrig. Vi kørte hele natten, og landede søndag morgen, i sneklædte og solrige Sankt Johann.

Vi landede lige i rette tid, til at nå den meget lækre morgenbuffet, og efterfølgende fik vi vores udstyr – Altså ski, stave, støvler og liftkort, og så måtte vi lige puste ud på hotellet.

På det her tidspunkt var der ikke så meget tilbage i nogen af os. 3 døgn stort set uden søvn, en pige der havde ondt og ja…. Vi var nok bare udsolgt….. Så vi indtog vores utrolig lækre værelse, og væltede om kuld et par timer på sengene…..

Om eftermiddagen, 2-3 timer før lifterne stoppede, var der lidt mere mod på at se det hele an. Så vi iførte os det varme overtøj, og tog ud for at se nærmere på det her fantastiske sted, som vi var landet.

Lige udenfor hotellet går både en stolelift og en kabinelift. Og alt efter hvilken du tager, kan man bevæge sig ud over pisterne. Der er altså direkte adgang til snow space Salzburg som har 210 km perfekt præparerede pister. Derudover findes der 7 km pister, som er ideelle for nybegyndere og børn, på familiebjerget Hahnbaum.

Vi valgte at tage kabineliften op, og fortsætte til fods over til endnu en stolelift, som tog os helt til top. Udsigten er fuldstændig bjergtagende. Og det er umuligt at dokumentere i et billede. Det her 390 graders panorama man møder, hele vejen rundt. Det er så smukt….. Jeg blev ægte rørt, da jeg stod der oppe, både over udsigten, men også over de meget hårde døgn vi var igennem, og over at vores lille seje pige, var med, og at vi trods den triste start, alligevel stod her, klar til at nyde en uge sammen i Salzburgerland.

Dag 2 vågnede vi til det smukkeste snevejr, sneen dalede stort set hele dagen, og vi lod os fortælle, at der faktisk var faldet næsten 60 cm. Det er vildt at tænke på. Hvis det skete her hjemme, ville hele Danmark jo gå i stå, og her, var det bare fantastisk, og lige præcis det man er der for….

Efter morgenmad blev Merle hentet af hendes danske skilærer, og afsted med dem, de var væk i 2 timer, og Merle var helt fyldt med sne, da hun kom retur. Men hun havde sunde røde kinder og ægte stolthed i øjnene, for det var gået SÅ godt. Neel skulle selvfølgelig også ha’ været med, men det kunne selvsagt ikke lige lade sig gøre. Det er så lækkert, at man kan booke danske ski instruktører. Det giver en dejlig tryghed for børnene, når de helt forstår den information de får, og så er de oven i købet bare skide gode til de unger. Jeg har overværet mange guider komme kørende med deres hold dernede, og de er bare super gode og tålmodige. Det er 100% det værd at sende sine børn afsted på skiskole, selvfølgelig som førstegangs, men også for at få det frisket op. De lærer bare så meget teknik og forståelse for skiene, når de er afsted.

Vi valgte en gang pomfritter på værelset efterfølgende, og så havde pigerne spottet, at der var udendørs opvarmet pool på hotellet. Der er faktisk et enormt lækkert spa område tilknyttet hotellet, så der er rig mulighed for selvforkælelse.

Vi “nøjedes” dog med den lækre opvarmende pool. Faktisk en ret syret oplevelse, at man i 35 grader varmt varmt vand, svømmer rundt mens sneen daler fra oven, og der er 6 graders frost i luften. Neel havde pose på gips armen, og blev løftet rundt af Jesper, men hun nød at være med, og være en del af det vi lavede.

60 cm sne er en del, og da vi ankom lå der ikke så meget på træerne, og vejene var fuldstændig ryttede, men sådan en dag, hvor det bare daler non-stop, der lægger det sig igen. Vi tog lifterne op for at beundre det smukke landskab :-).

Vi har efterhånden været en del gange i Østrig om sommeren, men jeg skal da lige love for, at det i særdeleshed også kan noget om vinteren. Det er storslået, det er det bare. Den ro, som naturen har over sig, helt oppe i højderne. Det er terapi på højeste niveau.

Tirsdag kom, og således gjorde solen, de næste 3 dage lovede de ægte sol fra en skyfri himmel. Helt utroligt, at man kan sidde i sit skitøj, og bare lade solen bage lige ind i ansigtet. Det føles så så rart, og jeg indrømmer blankt, der skulle ikke mange minutter til, før jeg blundede lidt…. Men med sådan et vejr, skulle de mange pister også prøves an. Vi havde også spændende ting på programmet, så dagene var derfor blandet med ski og oplevelser.

Og midt i det hele, begyndte smerterne også for alvor at blive mindre for Neel, ægte smil kom frem igen, og glæden ved at være på ferie, opleve og være hende, opstod for alvor. Det gjorde også, at man som forældre, og søster ikke mindst, fandt meget mere ro i det hele. Det kom flere og flere øjeblikke, hvor det ikke var det første jeg tænkte på hver gang der var et roligt øjeblik. Tankerne blev afledt, og det lykkedes os alle, at føles næsten normale.

Neel begyndte at ytre ønske om at få ski på og prøve det an. Jeg må sige, jeg havde mine skepsis ved dette, men vi ved jo, at hun i kraft at sin sport, er bom stærk i sine ben. Så vi gav efter, og lod hende først prøve at stå stille og sikkert med Jesper. Inden for ret kort tid, følte hun sikkerhed i at bremse, godt styr på at dreje og tage farten af, og således, var hun pludselig med ude på ski. Jeg indrømmer blankt, at her løb tårerne ned af mine kinder. Jeg havde simplethen ikke troet det muligt, at hun ville være med på ski på den her ferie. Men det kom hun, og hun var det alle dage resten af ugen. Det kan godt være, at det ikke var de helt stejle pister, der blev udfordret, men hun var med, og der blev stået i mange timer, hver dag….. Og det var fantastisk.

Udover at stå på ski, kan man også opleve en masse andre fede ting i Sankt Johann. Vi havde valgt nogle oplevelser ud, som vi gerne ville “krydre” vores ferie med. To af dem, var vi dog nødt til at aflyse pga. Neels arm, men resten holdt vi ved.

Så vi havde en dag, hvor vi var på tur med hundeslæde. Det foregik kun små 15 minutter fra vores hotel, og var sådan en fin oplevelse. Hundende er helt vilde med at komme afsted, og jeg elsker at opleve, når dyr får lov at være i deres rette element, og når man ser, at deres ejer forstår at lytte til dem. Hvornår de er trætte, hvornår er de tørstige, og samtidig masser af snak og klap og gode strøg. Efter turen fik vi også lov til at snakke med dem, og det var så fedt.

Kanen var ikke så stor, så det var ikke os alle, der var afsted på én gang. Så det var pigerne sammen, og så Jesper og jeg en og en. Det handlede også om, at solen var varm den her dag, så derfor var sneen ekstra tung, og hundene havde derfor ikke mulighed for at trække helt så mange af gangen. Det var helt fint for os, så fik vi bare lidt længere tid med oplevelsen 🙂

Hjemmefra havde jeg set, at der også var mulighed for at flyve med luftballon over bjergene. Jeg var godt klar over, at det turde jeg nok ikke, men jeg ville bare enormt gerne opleve det. Så vi fandt ud af, at man i Filzmoos – ca 40 minutter fra vores hotel – havde mulighed for at opleve dette fra tidlig morgen. Vi satte derfor vækkeuret, og tog afsted før lyset var fremme. Der var ca 10 graders frost da, vi ankom, og fuldstændig stjerneklart. Solen stod hurtigt op, og langsomt blev 3 kæmpe store luftballoner pakket ud og sendt til vejrs foran os. Det var en storslået oplevelse. Jeg var SÅ glad for, at vi var kørt efter det. “Heldigvis” er det noget man skal booke hjemmefra, og alt var udsolgt den dag, så jeg behøvede slet ikke at komme i tvivl. Men hvis man ikke har højdeskræk, som mig, så kan man altså tjekke det ud lige HER, jeg tror det må være så vild en oplevelse.

Vi så dem flere gange, udover bjergene hvor vi stod, at de fløj blødt over himlen i store flokke, ejjj… En gang må jeg overvinde min frygt og prøve det.

Den sidste ting vi oplevede var kælkning. Vi blev hentet på vores hotel, og kørt til toppen af Hahnbaum. Toboggan kalder de det. Vi blev hentet af Taxa på hotellet, og kørt på toppen af et “mindre” bjerg. Her blev vi sat af med 3 kælke, fordi Jesper naturligvis kørte med Neel. Så fik vi ellers forklaret ruten ned, og farvel til os. Vi satte os på kælkene og susede afsted. HOLD NU OP, hvor var det sjovt. Turen ned tager mellem 15-30 min alt efter, hvor hurtigt man kører. Man bremser selv med fødderne, så det er helt op til en selv, hvor meget fart, der skal på. Da vi kom ned valgte vi simpelthen at købe en tur mere, det kunne lige nåes inden mørket faldt på, og denne gang tror jeg næsten vi gjorde det på 15 minutter. Det var SÅ sjovt, og den aldeles perfekt afslutning på en dejlig uge.

Hvis man ønsker at booke kælketur, kan det gøres lige HER.

Som jeg nævnte, var der 2 ting, vi valgte ikke et gøre, den ene var en smuk skovvandring. Den kan man tage på 4 timer – anbefales kun med lidt større børn – eller man kan gøre det på 2 timer med lidt mindre børn. Man går med skistave, hvilket ikke var muligt for Neel, og jeg kan derfor ikke skrive så meget om det, men jeg tror det er en virkelig flot oplevelse, da naturen der nede bare er helt fantastisk. Man kan læse mere om det lige HER.

Og så er der ligeledes mulighed for at skøjte. Det valgte vi også fra, nu hvor vi pludselig havde Neel med på ski, så skulle vi simpelthen bare gøre det lige så meget, det var muligt. Men det er ellers et fint lille afbræk fra pisterne, hvor man kan skøjte rundt, i den smukke natur. Læs mere om det lige HER.

Og inden vi fik set os om, var 6 dage fløjet afsted. En uge jeg på mange måder ALDRIG kommer til at glemme. Først og fremmest pga. den triste start, vi fik. Men mest af alt, hvordan en skiferie i Sankt Johann i Østrig, dannede ramme for os, da vi lige skulle samle os igen, hele lidt op, og bare endte med at have den mest vidunderlige uge. Sneen der dalede, pisterne der fyldte vores dage, solen der gav røde kinder, trætte og glade kroppe der puttede sig under dynen.

Sonnhof Alpendorf, et virkelig lækkert hotel, der bød på ægte friskpresset juice og buffet hver eneste morgen, som lavede de bedste smørstegte toast med fritter om eftermiddagen, og som hver aften leverede den lækreste menu. 5 retter kunne man vælge. Jesper og jeg prøvede næsten hele menuen hver dag, hvor pigerne nok var mere til den gode pasta bolognaise. Jeg har fået så lækker mad, at de der skibukser måske alligevel endte med at stramme en anelse. Men pyt, jeg er glad helt ind i hjertet.

Nu er vi hjemme igen, med sunde kinder og en smuk oplevelse bag os. Jeg er så evigt taknemlig for, at vi kom afsted, for at vi fik lov opleve Østrig i sit sneklædte landskab. Det bliver i hvert fald ikke sidste gang. vi kommer her, for vi har tabt vores hjerte.