Kan man skrive et blogpost når man er tom for ord?

Vi er officielt trådt ind i årets første forårsmåned. I et år, som jeg virkelig troede på, præcis som jeg gjorde det i de forgangne. 2 år, hvor corona blev nævnt stort set i hver eneste sætning man udtalte sig om, og som nu, pludselig føles som noget, der fandtes lysår tilbage. Som noget der var var træls, ja, som havde alvorlige konsekvenser, ja, som har sat mange psykiske og fysiske spor, ja…..

Men nu, er nyhederne fyldt med krig – pressemøderne handler om krig!!!. Det er som om, at de ting vi i disse år oplever, er noget, som vi kun har læst om i historiebøgerne da vi var børn. Krig og pandemier, mennesker på flugt, forbud, død og ødelæggelse. Vi har læst om det, men troede vi, at vi skulle opleve det, NEJ…..

Oven i det, gennemgår vi lige nu, en personlig “krise”. Jeg er et sted i mine følelser, i mit sind, som jeg ikke har oplevet i mange år. Så tyndslidt og let til tårer.

Jeg har ikke så mange ord, om alt det der foregår i vores verden. Det betyder ikke, at jeg ikke følger med, støtter og græder med dem, jeg gør det bare mere i stilhed. Det er fuldstændig individuelt, hvordan vi, der har det job jeg har, vælger at ytre os. Mine kollegaer Susliving og Susan Østdahl har beskrevet det ganske stærkt på deres profiler, så derfor tænker jeg ikke, at jeg har behov for at gentage deres ord, jeg kan kun anbefale, at kigge forbi deres.

Ude i min have strutter lilla krokus, vintergækker og erantis frem, solen står skarpt, og jeg har haft flere stunder på terrassen, hvor solen har varmet mig og efterladt røde kinder. Jeg ser det, jeg oplever det, og jeg nyder det glimtvis.

Men kort efter, er jeg tilbage på linedansen i forældre skabet, som i øjeblikket slår så kraftige flik flak, som vi efter bedste evne forsøger at give gode “landinger” i.

Den ene, der forsøger at hele, både i fysisk forstand, men også i psyken. Den anden, som lige nu, deltager i alt det, som den anden ikke kan, og slet ikke nyder det på samme måde, fordi hun ved, det gør ondt på lillesøster.

Vores piger er utrolig tætte, hvis de kunne, sov de sammen hver eneste dag, det tillader vi helst ikke i hverdagene, da de gerne skal have deres søvn. Men så snart det er weekend og ferier, så gør de det. I alle de timer, hvor de er hjemme sammen, er de sammen. Og oven i det, har de så også samme sport, som deres store interesse, og lige nu, er der kun en af dem, der sådan ægte er med i det.

Det, der lige nu, var det vi havde set SÅ meget frem til, alle 4, er pludselig noget, som vi på underlig vis, faktisk ser frem til at være forbi!!!

Der er så mange følelser og tanker i mit hoved, i vores hoveder som forældre. Og hvad der for de fleste omkring os, nok synes som en mindre ting, er sandheden bare, at det er det langt fra, når man står midt i den, og tiden bare går langsomt!.

Når man er 11 år, så er man på mange måder stadig ikke ret stor. Og slet ikke når man er sat i en sårbar situation.

Og når man som forældre, hver eneste dag, skal være “politi” over om der bliver lavet genoptrænings øvelser – som jo bare ikke er sjove – hvordan vi ofte får spørgsmål om “hvornår må jeg det?” eller der opstår noget nyt, ude i fremtiden, som stadig ligger indenfor den tid, hvor man ikke må – og man igen skal slukke forventingen i de små øjne. Der er mange små “sammenbrud”, og det skal der være plads til. Det er godt de kommer ud, det er en del af processen. For hende, er det her en stor sorg. For os, gør det bare så pokkers ondt at være “tilskuer” til.

Derfor, er det lige nu, helt andre ting, som skaber glæde i os, ting hvor pigerne er “lige”, hvor en “usynlig” brækket arm, ikke betyder noget. Ingen kan jo se det nu, og hun glemmer det også ofte selv, i helt almindelige dagligdags gøremål. Det er jo vildt, at man efter 4 1/2 uge, allerede er her. Men der er stadig 2 måneder, til kontrol af selve bruddet, så derfor, skal vi også fylde dagene med nogle helt andre ting, end dem, som vi havde troet, foråret havde i fokus!

2 uger, er der gået siden mit sidste indlæg, og sådan må det være lige nu. I den her uge, skal der ske lidt nyt på hjemme fronten, jeg har gode planer, både for noget med maling, men også noget større, som skal ske oppe hos pigerne. Det er den slags ting, som plejer at genskabe styrke og energi hos mig, så derfor, skal jeg selvfølgelig også have gang i det igen.

Vi er bare i en tid, hvor der er andre prioriteter, følelser der er vigtigere. Vi skal have os selv med i det, sortere i det som skaber uro, og vælge det til, der gør godt! Det er vel også en læring i sig selv….

Lidt ord blev det alligevel til, på denne fine forårsdag, jeg håber I alle har haft en skøn weekend 🙂