Verden “væltede” igen i dag…

Jeg har ikke skrevet om det her på bloggen, men jeg delte et billede på instagram, for 2 uger siden. Efter mit første indlæg om Neel, blev jeg mødt af beskeder fra folk, der ikke mente jeg kunne tillade mig at kalde vores datters brækkede arm for et problem…… Når man ligger ned, er det altid ekstra hårdt at blive “sparket” til, så derfor havde jeg nok ikke energi til at skrive så meget… Men da vi for 2 uger siden, var omkring sygehuset, fordi vi igen stillede spørgsmål ved processen, skulle vores bange anelser vise sig at være korrekte.

Neel har fra 1. dag beklaget sig over, at særligt den ene pind/søm har generet hende, og der har været mangel på følelse på håndryggen, og pludselig opdager hun også at tommelfingeren har mistet noget funktion. Dette opdager ergoterapeut på sygehuset ikke en gang – da vi selv er det 1. tjek her (også et vi selv havde bedt om). Det er Neel selv, og vores fys, der synes vi skal rette henvendelse IGEN.

Så det gjorde vi, for 5. gang….. Og endelig fik vi en læge til at sende hende til tjek hos en læge.

Samme dag som hun blev set, blev hun øjeblikket lagt i en gips, for at fiksere hendes tommeltot. Det gjorde man, fordi man pludselig var bekymret for, om stangen stod og gjorde skade på hendes sener. Så mens bruddet skulle ha minimum 2 uger mere med stænger, blev hun igen lagt i gibs, uden mulighed for at bevæge tommelfingeren. Der bliver lavet ultralyd, hvor man ikke ser skader på sener, og vi går derfor, i 2 uger, med håb om, at det er der nok ikke, og at hendes mangel på førlighed, “kun” skyldes at de står og trykker.

Hun fik taget røntgen igår, hvor man heldigvis konstaterede, at bruddet er rigtig godt på vej til at hele. Den ene knogle næsten hel, den anden rigtig godt på vej. Så hun fik tid til operation i dag, for at få stænger ud.

Vi møder ind, forholdsvis rolige, og med fornyet håb, selvom vores tillid til systemet, på det her tidspunkt, allerede hænger i laser….

Neel er bange for narkose, og vi skal alle bare have det her overstået. Vi får at vide det tager Max en time.

Efter halvanden time holder mine nerver ikke længere, og jeg spørger den første sygeplejerske hvad der sker. Hun undersøger, og kommer ud til os, og siger, at noget “driller” lidt, så derfor er de en smule forsinket. Vi må ikke få at vide hvad det er….. Efter endnu en halv time, kommer en ny sygeplejerske ud, og siger, der er komplikationer ved operationen, og at den nu forlænges med yderligere en time til halvanden. Her stejler jeg endnu mere, for vi får ikke at vide hvad det drejer sig om.

Ikke nok med, at man overlader sit mest dyrebare til de her mennesker, og de lader ‘en hænge i det uvisse, uden at forklare, men at man simpelthen ikke bliver mødt med ret meget forståelse her, det rystede mig så grusomt. Jeg var bange, frustreret og ked af det som bare pokker. Og de havde mit barn i deres hænder, og vi anede ikke hvad det drejede sig om.

Efter en time bliver vi kaldt ind på en stue, og lægen kommer ud – og yderlige en læge kommer til -. For det viser sig, at der er en sene der er gået helt over, og en der var flosset og godt på vej. Dette er det første de opdager efter de fjerner stængerne, så man har været nødt til at kalde en håndkirurg ind, der skulle overtage operationen. Ergo, de stænger har fra start siddet forkert, og gjort skade, oven i det, har vi gentagne gange fået besked på at genoptræne håndled og fingerfunktion 3 gange dagligt, hvilket helt sikkert også har forværret situationen. Dette står på i 5 uger, før noget reagerer!!!!

Så det vi frygtede aller mest, var nu pludselig en realitet, som vi skulle forholde os til, samtidig med, at vores lille pige er ved at vågne op efter 3 1/2 times operation.

Alle de oplysninger, og hviser og nye processer og sindssyg genoptræning vi nu skal i gang med, som er tilstødt, fordi de har lagt de stænger forkert…. Det er RYSTENDE!!!!

At bliver efterladt der, med en folder om “HVIS DER ER SKET NOGET – DER IKKE SKULLE VÆRE SKET” Kan du klage til patientklagenævnet, og søge erstatning!

Fuck dem, jeg vil da hellere have at mit lille barn kommer til at fungere fuldstændig normalt igen!!!! Og det ved vi simpelthen intet om på nuværende tidspunkt.

Oven i det, tillader lægen sig at sige til mig – da Jesper straks gik ind til Neel, da hun var vågnet – at nu måtte vi lige samle os for vores barns skyld! YEAR RIGHT….. Som om vi ikke gør det, vi er her dag ud og dag ind, og samler op og samler op, mens de laver det ene L… efter det andet, og gør hende mere og mere handicappet i det her….

Hun er – pga bruddet – nu fikseret fra tommeltot, og helt op over albuen, i 2 uger, om et par dage skal der støbes en gibs der kan tages af, fordi genoptræning af tommeltot skal igang asap. Men med bitte små steps over måneder….. Og om 2 uger, skal der forhåbentlig laves en meget mindre, fordi bruddet så kan bære sig selv.

Som det nok kan høres, er jeg i en tilstand af chok, vrede og sorg lige nu…. Og indlægget her, er simpelthen en del af processen for mig, for at bearbejde alt det der sker. For at få det skrevet ned, og får nogle af alle mine tanker ud…..

De næste dage, vil hun have ondt, for de har i den grad rumsteret ved hende…. Og hvordan det hele så føles, når den nye gibs skal på fredag eller mandag, det må tiden vise. Det bliver i den grad en dag af gangen for os lige nu, hvordan Neels sener nu vil hele op, og arte sig under genoptræning, det ville jeg sådan ønske jeg kunne svare på, og det kan jeg ikke!.

Men suk, vi er godt nok bare ramt, helt ind i hjertet !!!