Ja…. Hvordan går det egentlig? I er en del, der er søde og spørger til mig/os i min indbakke, både på Instagram og på min private mail, og tusind tak for det…. Vi blev, ærlig talt slået fuldstændig omkuld for godt 2 uger siden. Følelsen af de 3 1/2 times lange operation – i uvished – og meldingen efterfølgende, at Neel havde en sene helt revet over og en meget beskadiget, har været svær at ryste af sig. De første mange dage efter, sov jeg næsten ikke, håbede hver gang, at jeg ville vågne og at det hele var et mareridt. – Læs om hele forløbet HER.
Men det var det ikke, det var virkeligheden for vores yngste, og noget helt andet, vi skulle forholde os til. Dagen efter operationen, for 2 uger siden, var vi forbi sygehuset igen, hvor der blev lagt en ny gips. En gips der stadig fikserede hende helt op om albuen – på grund af bruddet – og helt ud over tommelfingeren, på grund af senen. Men stadig med en lille stump fri, da det var vigtigt at starte en lille form for genoptræning, så de opererede sener ikke ville klistre sig fast i “såret” indvendig.
4 gange dagligt, har hun derfor lavet bitte små øvelser af 4 gentagelser. Efter en uge var vi til første tjek, for at se om hun opretholdt sine små bevægelser, og det gjorde hun.
I går var så en af de lidt større step, for der skulle hun igen i røntgen, for at se, om bruddet nu var så klar, at det “kun” var nødvendigt med skinne.
Neel havde så mange sommerfugle i maven da vi kørte mod sygehuset. Hun var forberedt på, at hun måske skulle have en uge mere med albuegipsen, men hun ønskede sig noget så inderligt, at hun kunne få en på, der var lidt mindre, så der kunne komme en smule mere bevægelse for hende i armen.
Vi forældre, holdt vejret, og turde næsten ikke spørge til billederne. Jeg havde så svært ved tanken om, at hun måske skulle blive så ulykkelig endnu en gang….. Hun har vitterligt ikke prøvet at komme til de her kontroller, hvor hun ikke er blevet mere og mere fikseret og gået der fra med dårlige nyheder, så det er klart, hun var forberedt på det værste.
MEN…. denne gang smilede “lykken” lidt til os, bruddet var fint, I kan se det på billedet herover. Pindende har nu været ude i 14 dage, og der var allerede godt på vej med nyt hvidt masse inde i knoglen på det største brud, det mindre brud, kan man næsten kun ane efterhånden.
SÅ DERFOR….. er Neel nu “kun” iført skinne, med en bomulds sok, så hånden kan ånde, og så en del sort velcro rundt om, da hun stadig ikke må bevæge den de næste 3 uger – udover øvelserne. (se billedet herunder)
De næste 3 uger skal hun fortsætte sin øvelser 4 gange om dagen, med 4 gentagelser, en slags thumbs up bevægelse – hvis man kan forstille sig det. Og det er det hun må i den her periode. Hvad perioden efter kommer til at bringe, det ved vi ikke helt endnu, det sætter vi os ind i efter næste kontrol……
At få den lille arm fri igen, betød også, at lægens initialer kom til syne på armen, ham der bla opererede på hende. Og arene blev også gjort fri, vasket og fik sat et meget mindre plaster på. Det var voldsomt at se, hvor stort det ene af dem var. Der hvor de nu havde været inde og operere. Men det så heldigvis fint ud, så vi håber jo bare, at det med tiden ikke er noget hun vil tænke over…..
Og hvordan har vi det så nu…. Det er stadig rigtig meget ‘en dag af gangen. En lille sejr igår føltes det som, men stadig lang vej endnu. Ca. 10 uger, før Neel gerne skal være mere eller mindre normalt fungerende igen, og hvor vi først kan vurdere, om det hele kommer til at virke som det skal.
På nuværende tidspunkt, er det jo meget lidt hun kan – og skal. Men det ses tydeligt, at hun skal koncentrere sig, for at bruge de opererede sener. Det er selvfølgelig derfor man kalder det genoptræning – Men det er stadig en sorg for os, at det overhovedet er en situation, som vi skal forholde os til…..
Tak også til Jer som har delt jeres egne erfaringer med os i forhold til patienterstatning, vi er i gang med det, det bliver en langvarig proces, men vi har valgt at gøre det nu, mens vi har tingene forholdsvis tæt i erindringen. Ikke fordi overskuddet helt er der, men fordi vi synes det er nødvendigt, i forhold til den oplevelse og behandling vi og vores datter har været igennem.
Ingen kommentarer